Nokia med videokamera

Nokia har begået en spændende mobiltelefon med modelnummeret 3650. Den har indbygget videokamera, og det kan man bruge til at sende hjemmelavede videoklip til andre mobiltelefoner eller pr. e-mail. Teknikken har dog stadig nogle kanter, der bør høvles af.

Videoklip på mobilen

Sidste sommer var vi imponerede over Sony Ericsson T68i, der som den første mobiltelefon herhjemme kunne sende multimediebeskeder, MMS'er.

Der var ikke meget at bruge det til, for teleselskaberne understøttede endnu ikke MMS.

Men man kunne se af skabelonerne, der fulgte med telefonen, at MMS kunne bruges til at sende en fødselsdagshilsen med lyd og animerede tegninger af en fødselsdagslagkage.

I mellemtiden er der sket en masse. De fire store teleselskaber herhjemme understøtter MMS, og Nokia har netop lanceret en mobiltelefon, Nokia 3650, hvor man kan videofilme en hilsen, der med et par taste-tryk kan sendes som en MMS.

Vi er meget imponerede endnu engang.

Det lykkedes faktisk at MMS'e små videoreportager frem og tilbage. Man kan ikke redigere i filmene, men man kan shoot'n'move, det vil sige optage et kort klip, stoppe optagelsen og flytte kameraet til et andet motiv, optage lidt igen og så videre.

Men, men, men ...

Men vi vil have mere endnu. Telefonen kan ikke optage lyd sammen med videoklippet, og det hører selvfølgelig med.

Men - og der er hele tiden men'er. Optagelsen laves i Nokias 3GPP-format, der er ukendt for enhver, der ikke ejer en 3650-telefon.

Derfor kan vennerne ikke se videoklippet på deres pc, hvis man sender det til dem per e-mail (det er jo de færreste, der kan modtage MMS'er endnu).

Det kræver i hvert fald, at man installerer Nokia Media Player fra Nokias hjemmeside. Den fylder knap otte megabyte - og Nokia stiller dermed store krav til, hvad folk gider foretage sig for at se et videoklip.

Videoklip skal man huske at gemme på hukommelseskortet, der følger med telefonen. Ellers giver telefonen hurtigt op og melder om manglende hukommelse, uanset hvad man vil foretage sig.

Telefonen kan tage videoklip på op til cirka 100 kilobyte svarende til omkring 15 sekunder. Vi præsterede at få kameraet til at tage klip på næsten et minut, men så skal det også holdes stille.

Nokia 3650 kan selvfølgelig også bruge sin kameralinse til at tage still-billeder, og de er i en glimrende kvalitet.

Pigen i bussen

Kan du huske tv-reklamen med pigen, der sidder i en bus og ser skrækfilm på sin Nokia-telefon? Nu er telefonen her. 3650 har installeret en Real One afspiller, og via en browser kan man surfe rundt på nettet og se film eller høre radio live.

Det lyder nemt, men så nemt er det heller ikke. Faktisk fik vi kun en enkelt gang forbindelse til Realnetworks' server, og det krævede ændring af indstillingerne for GPRS-kontoen.

Nokia undskylder med, at enkelte teleselskaber ikke tillader streaming igennem mobilnetværkene. Andre gange skal man altså justere indstillingerne, før det virker.

Uanset hvad er kvaliteten lav, fordi 3650 er begrænset af hastigheden i GPRS-netværket. Da det lykkedes at få forbindelse til et BBC-nyhedsprogram, kunne vi kun lige nøjagtigt tyde, hvad nyhedsoplæseren sagde.

Anderledes tastatur

Inden man slår til og køber telefonen, skal man prøve at lege lidt med den. Man skal overveje grundigt, om man under nogen omstændigheder vil kunne vænne sig til det mystiske tastatur. Desværre.


Nokia 3650

Vægt: 130 g
Mål: 130 x 57 x 26 mm
Skærm: 4096 farver
176 x 208 pixel

Symbian-operativsystem
MIDI- og WAV-ringetoner

Indbygget digitalkamera
640x480-opløsning
Videoafspilning: Real One Player.
Formater: 3GPP MP4, Real Audio og Real Video

4 MB intern dynamisk hukommelse til telefonnumre, beskeder og fotos
Ekstern hukommelse på MMC-hukommelseskort

Infrarød port
Bluetooth

Understøttelse af Java MIDP 1.0
GSM-data, HSCSD og GPRS
E-mail-protokoller: SMTP, POP3, IMAP4

Tri-band-funktion
GSM 900/1800/1900-net

Batterilevetid
2-4 timers tale
150-200 timers standby

I stedet for det klassiske layout med 12 taster i fire rækker, har Nokia placeret tasterne stort set som på en gammel drejeskive-telefon.

Designmæssigt er det nyskabende. Men efter en uge har vi kun næsten vænnet os til at taste telefonnumre på en helt ny måde. SMS'er og andet tekst-input er stadig et mareridt, hvor man skal lede efter hvert enkelt bogstav.

Men der kan være mening med galskaben. Nokias folk siger, at man efter et par uger vil opleve at være betydeligt hurtigere til at skrive SMS-beskeder, fordi man kan bruge begge hænder.

Kvalitetsmæssigt virker Nokia 3650 gedigen. Den er på alle leder en kende større end den hedengangne Nokia 3210 folketelefon, det vil sige stor, men designmæssigt er der sket en del siden.

Kameralinsen sidder ubeskyttet på bagsiden af telefonen. Det betyder, at der altid er fedtede fingre på linsen, og vi frygter for den dag, man kommer til at lave en ridse.

Farveskærmen på 176 x 208 pixels er i en god kvalitet ligesom på storebroderen Nokia 7650.

Symbian-styresystemet arbejder kvikt, og selv når man arbejder med store videoklip, er der kun korte ventetider. Selvom det gennemgående virker som et stabilt system, måtte vi genstarte telefonen to gange under leg med Real-playeren.

Nokia 3650 har en høj fascinations-værdi. Men tastaturet er en joker.

Vi har set Nokia 3650 til omkring 3.500 kroner med abonnement.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere