ComputerViews: Der er flere interessante nyskabelser i Microsofts søgemaskine Tafiti, og de handler primært om brugervenlighed og om at visualisere søgninger på en ny måde.
Der er tale om et forsøg, og Tafiti er egentlig ikke en ny søgemaskine, for det er teknologien fra firmaets Windows Live-tjenester, der er motor i projektet.
Brugerfladen er derimod en ny måde at tænke søgning på, og derfor er prøve-søgemaskinen fra software-giganten ganske interessant.
Med Tafiti er Microsoft nemlig gået i stik modsatte retning af konkurrenten fra Google.
Endnu et plugin
Microsoft har valgt at anvende selskabets Flash-udfordrer, kaldet Silverlight, som fundament for siden.
Det betyder i praksis, at man skal downloade og installere endnu et plugin på sin maskine for at komme i gang.
Som i Flash-drevne applikationer kan man med Silverlight udvikle en brugerflade, der er meget interaktiv og dynamisk, og det er netop, hvad Microsoft har gjort.
Det er den modsatte fremgangsmåde i forhold til eksempelvis Google. Hos Google drejer det sig om en forside, der er helt statisk. Det er en strategi, der vakte stor opmærksomhed, da Google trådte ind på scenen.
De to søgemaskiner appellerer således til helt forskellige målgrupper, nemlig de visuelle og de rationelle.
Microsoft træder på ingen måde ind på Googles bane med hensyn til brugerfladen.
Her går man efter en helt anden gruppe.
I træets top
Med Tafiti kan man eksempelvis trække og slippe sine søgninger ind i en række mapper, hvor de kan gemmes.
Man har mulighed for at vælge søgninger i bøger, RSS-feeds eller nyheder med et enkelt klik på et grafisk ikonsæt eller man kan få visualiseret sine søgninger i en træstruktur.
Datatræet viser søgeresultaterne i form af et træ med de væsentligste resultater øverst.
Man kan indsnævre antallet af resultater – og derved træets størrelse – med en skydebar i bunden af siden.
Det er de samme resultater, der vises, men på forskellige måder.
Det er således ikke en revolution i forhold til søgning, men en afprøvning af en stærkere grafisk brugerflade i forhold til brugeren med visuelle tilbøjeligheder.
En succes? Næppe, men ..
Tafiti er uden tvivl et forsøg på at profilere Silverlight-teknologien, og derfor kommer vi næppe til at se Tafiti som en selvstændig søgemaskine, og det er der flere grunde til.
Tanken om en grafisk brugerflade et friskt pust, men i Tafiti-udgaven er den for besværlig både at benytte og komme i gang med – ikke mindst på grund af det nye plugin.
Samtidig er det svært, at se, hvad præsentation af data i en træ-struktur skal gøre godt for.
Det kræver en hel del tilvænning at danne sig bare et nogenlunde overblik over, hvor man skal starte og slutte i sin søgning efter information.
På trods af at det det nok mest af alt er en gimmik fra software-giganten, skal Microsoft have ros for at have tænkt det visuelle ind i søgningerne – det ser man ikke meget af i øjeblikket og derfor kan det give stof til eftertanke hos de udviklere, der skal skabe fremtidens (interaktive) søgemaskiner.
ComputerViews er en særlig analyseform, som Computerworld anvender. Læs mere om ideen bag ComputerViews her.