Artikel top billede

(Foto: Intel PR)

Nu vil Intel være bedste til prisen - klar med to spritnye og kraftfulde grafikkort

Intel er klar med den første overhaling af sine Arc-arkitektur. Nu tilbydes der to relativt kraftige grafikkort til skarpe priser.

Det seneste år har været usædvanlig sløjt hvad angår lanceringer af grafikkort. Hos de to tenorer, Nvidia og AMD, har der ikke været nogle større nyheder siden januar måned.

Året slutter dog stærkt for den nye dreng i grafikklassen, Intel, som denne uge løfter sløret for den første revision af selskabets Arc-grafikkort, en serie døbt ’Battlemage’

Her satses på maksimal valuta for pengene og en ydelse, som vil give budget-maskiner et sådan løft, at der kan games i mere end Full HD opløsning.

To sammenlignelige kort

Den nye kollektion består af to grafikkort, Intel Arc B570 og B580. Navnet indikerer, at der er tale om en 500-serie, altså et low-end kort som skal findes under en kommende 700- og en eventuel 900-serie.

I forhold til sidste års Arc A750, skulle det nye B580 yde 24 procent højere, lover Intel. Sammenlignes der med Nvidias billigste grafikkort i RTX 4000-serien, GeForce RTX 4060, er Arc 580 i snit 10 procent hurtigere, når der games i 1440p opløsning.

Gevinsten kommer fra den reviderede ’Battlemage’ arkitektur, mens Intel samtidig ofte anvender XeSS AI-opskalering, hvor den nye generation synes at gøre det bedre end forgængeren.

Både B570 og B580 kortene er født med mere hukommelse end A750, da de får henholdsvis 10 og 12 gigabyte at arbejde med. Dennes bredden er dog væsentligt reducere

Regnemæssigt tilbydes henholdsvis 2304 og 2560 regneenheder, en klar tilbagegang i forhold til A750’s 3584 regneenheder, men som altså skulle opvejes af op til 17 procent højere frekvenser og den nye arkitektur.

Strømforbruget holdes også nede i denne ombæring med TDP-værdier på henholdsvis 150 og 190 watt. Det er en klar forbedring i forhold til Arc A750, som kræver op til 225 watt.

Skal kortet anvendes til andet end gaming, byder Intel på noteværdige egenskaber til specialiserede opgaver til blandt andet transcoding af video og lokal afvikling af AI-modeller.

Klassens billigste

Intels to nye grafikkort går ifølge Intels eget udsagn efter at levere mest valuta og ydelse for pengene i klassen i et prisleje hvor alle gamere kan være med.

Det omsættes til debutpriser, som er forfriskende lave. Her debutere Arc B580 til 249 amerikanske dollar, mens B570 bliver billigst med en vejledende pris på 219 dollar.

Omsat til danske priser før told og moms, bliver det henholdsvis 1.770 og 1.550 kroner.

Intel Arc B580 får officiel salgsdebut 13. december efterfulgt af en debut 16. januar for Arc B570.