Det er ikke kun en tanke født bag et skrivebord, at it-afdelinger stigende grad skal til at sprudle af idéer og kreativitet, samtidig med at de fastholder struktur, kontrol og systematik og stabile it-ydelser.
Flere virksomheder er allerede begyndt at åbne for de mere eksperimentelle tiltag i it-afdelingen.
Således kunne både Novozymes og Nykredit fortælle på CIO Innovation Forum årsmøde om deres erfaringer med at eksperimentere med it, uden nødvendigvis at lade idéerne blive kvalt at strukturer, systemer, business cases og projektmodeller.
På årsmødet var et af tre store punkter på dagordenen fremtidens digitale virksomhed. Og budskabet var klart: Fremover skal it-afdelingen sprudle af kreativitet og vilde idéer, men uden at gå på kompromis med struktur, kontrol og systematik.
Brug for lidt skizofreni?
Talsmand for arbejdsgruppen omkring den digitale virksomhed, CIO hos Danfoss Kenneth Egelund Schmidt, erkendte, at det er en udfordring at ændre tankegangen
"I virkeligheden kræver det jo, at vi it tænker meget mere skizofrent. It-afdelingen skal besidde begge kompetencer," sagde han.
Novozymes er en af de virksomheder, der er begyndt at eksperimentere meget mere med it end tidligere. CIO Anders Brøns Petersen fortalte, at enzymproducenten Novozymes i de senere år er begyndt at tillade flere it-eksperimenter rundt omkring i organisationen.
"Der er blevet tilladt at eksperimentere med it – bare de enkelte afdelinger fortæller, hvad de gør. Så kan vi på et senere tidspunkt se på, om vi skal overtage driften eller om vi skal droppe projektet igen," sagde Anders Brøns Petersen.
Flere eksperimenter
At tillade flere eksperimenter er et radikalt skridt for koncernen. Det har nemlig krævet opgør med en meget systematisk it-strategi, hvor ERP-systemet SAP nærmest var blevet de facto standard for hele it-strukturen.
"Det gav nogle begrænsninger. SAP er godt for mange kerneprocesser i en forretning, men da det kom til at fylde det hele, bliver de innovative idéer også begrænset af mulighederne i SAP," fortalte Anders Brøns Petersen.
Nykredit har også åbnet op for eksperimenterne. En helt ny løsning til interaktiv, live kunderådgivning kaldet WebDesk, er indtil nu blevet testet hos en mindre gruppe af kunder.
Og der vil komme flere af den slags eksperimenter fremover, vurderede koncerndirektør Per Ladegaard på CIO Innovation Forum-årsmødet.
"Gå ud til kunderne og søg testpiloter. Gå ud med noget, der ikke nødvendigvis er helt færdigt. Vores erfaringer er, at når man siger til kunderne, at det driftsikkerheden ikke er helt i top, så kan de måske bedre forstå, hvorfor det ikke altid virker, eller hvorfor en kunderådgiver ikke har fået sat håret rigtigt," lød Per Ladegaards opfordring.
Et andet eksperiment hos Nykredit har været at lægge en lille motor ud på websiden, hvor kunderne kan eksperimentere med deres egen boligøkonomi.
"Igen har vi åbnet op for, at kunderne kan komme med gode idéer," sagde Per Ladegaard.
Gode idéer fra kunderne
Og det kommer. Ifølge Per Ladegaard har Nykredit i forbindelse med et andet initiativ fået 48 konkrete idéer til nye produkter og processer fra kunderne.
I en efterfølgende paneldebat på CIO Innovation Forum var et af de centrale spørgsmål, hvordan it-afdeling skal lære at tænke mere innovativt, når nu it-afdelingen netop har haft over 30 års erfaring med at gøre it mere struktureret og mere effektivt.
Rektor Mads Tofte fra IT Universitet foreslog tættere samarbejder med uddannelses- og forskningsinstitutionerne.
"Mens virksomhederne har brugt 30 år på at blive effektive, har vi i samme periode holdt os langt væk fra systematik og ledelse, men til gengæld udviklet en vildskab, som virksomhederne kan få gavn af. Lad os knytte nogle samarbejder på tværs," sagde Mads Tofte.