Hobbyvirksomheden Eiberg Consult har modtaget en faktura fra kortfirmaet Krak lydende på 1.500 kroner for at linke til sin egen adresse via Kraks hjemmeside.
Det mener indehaveren Flemming Eiberg er helt urimeligt, da han hverken er momsregistreret eller har benyttet sin hjemmeside i forretningsmæssig sammenhæng i fire år.
"Jeg har skrevet breve og talt med Kraks bogholdere siden januar, hvor jeg har forklaret, at jeg ikke tjener penge på min hjemmeside. Jeg har også skrevet direkte til direktør Peter Sejer.Dypevåg, men har intet hørt andet end, at de fastholder deres krav," fortæller Flemming Eiberg.
Han skrev derfor det sidste brev i sidste uge, hvor han forklarede, at sagen for hans vedkommende var slut.
"Jeg går derfor og venter på at blive stævnet, fordi Krak i hele forløbet har fastholdt dets krav. Andet vil de ikke sige," forklarer han.
Klokkeklar fejl
På trods af forvirringen kunne meget dog tyde på, at Flemming Eiberg slipper for en tur til de lokale retslokaler.
"Hvis indehaveren af Eiberg Consult ikke er momsregistreret, så har vi begået en klokkeklar fejl efter vores nye regler om links," forklarer direktør for Kraks kort & data, Peter Sejer-Dypevåg.
Han afviser derfor, at se skulle Flemming Eiberg i øjnene i retten.
Mange sager hos Krak
Peter Sejer Dypevåg kan heller ikke mindes at have set brevet fra Flemming Eiberg.
Men han forklarer også, at han har travlt for tiden.
"Efter Computerworld har skrevet om vores firma link-politik, så har jeg modtaget rigtig mange breve og mails fra virksomheder, der hævder, at de fungerer som hobbyvirksomheder. Derfor har en stor bunke sager på mit skrivebord, som jeg skal igennem," lyder det fra Peter Sejer Dypevåg.
Han vil dog ikke komme ind på det konkrete antal af klager fra virksomheder, der er blevet opkrævet flere tusinde kroner for at have linket til Kraks hjemmeside via såkaldte dybe links.
Udover de konkrete sager arbejder han også på at få kommunikeret klare retningslinjer angående Kraks link-politik til alle selskabets ansatte.