Den danske pladebranches organisation, IFPI, venter på nyt fra sin stævning imod det Hong Kong-baserede selskab CD Wow.
IFPI har CD Wow under mistanke for at parallelimportere cd'er fra lande udenfor EU.
"Det er vores klare opfattelse, at en del Cd Wow's billige cd'er kommer fra Sydøstasien, og det er ulovlig ifølge ophavsretsloven," udtaler marketingdirektør Jesper Bay fra IFPI.
Men sagen trækker i langdrag og forventes ikke løst med det samme, fordi der mangler oversættelse og forkyndelse af stævningen.
IFPI stævnede allerede i slutningen af 2006 CD Wow, men har haft besværligheder med at få ført sagen for en domstol.
"Selskaber holder jo til i Hong Kong, og det er ikke særlig nemt at føre sagen ud af landet. Så nu må vi vente og se på, hvad der sker," siger Jesper Bay.
Besværlighederne ligger i, at stævningen først skal oversættes og derefter forkyndes for CD Wow i Hong Kong.
Længe været under observation
Indtil sagen kan komme for en domstol herhjemme, så opfordrer Jesper Bay alle CD Wows danske samarbejdspartnere til at boykotte at handle med CD Wow.
Siden CD Wows indtræden på det danske marked tilbage i juni 2005 har IFPI været interesseret i CD Wows aktiviteter.
Derudover har IFPI også kig på andre udenlandske cd-handlere under observation, som organisationen mener handler ulovligt.
Jesper Bay vil dog ikke oplyse, hvilke konkrete selskaber, det drejer sig om. Men Computerworld erfarer, at det drejer sig om to danske hjemmesider, der sælger cd'er og dvd'er.
CD Wow i retten i England
I England har den britiske musikindustri for nyligt igen trukket CD Wow i retten for at få sat en stopper selskabets salg af cd'er til briterne efter mistanke om parallelimport.
Parterne indgik ellers forlig for 2 år siden at sætte en stopper for stridighederne.
Men sagen er pisket op igen, fordi musikselskaberne EMI, Sony og Warners insisterer på, at test-køb via CD Wows hjemmeside blev sendt fra Hong Kong til Storbritannien.
Da det ikke er lovligt at importere musik fra lande udenfor EØS-lande uden ophavsretshaverens godkendelse, så kan CD Wow i England se frem til et forestående møde med parykklædte dommere.