Det skandinaviske it-konsulenthus Creuna udnyttede i 2006 til fulde det boom, der finder sted på det skandinaviske marked for digitale kommunikations-løsninger.
Creuna kan derfor præsentere dets bedste årsresultat nogensinde, da alle selskabets kontorer i Danmark, Norge og Sverige solgte flere varer og tjente flere penge i 2006 end tidligere.
I rene tal betyder det, at Creuna øgede sin indtjening (EBITDA) med 110 procent fra 2005 til 2006.
I samme periode voksede selskabets omsætning fra 105 millioner kroner til 147 millioner kroner.
Creuna er nu et rigtigt konsulenthus
Den danske afdeling af konsulenthuset er den største i koncernen, og den tjente i 2006 12 millioner kroner hjem til holdingselskabet, Creuna, som også har til huse i Danmark.
- Det går rigtigt godt. Markedet vokser hurtigt, og vi begynder nu at høste frugterne af vores satsning på to forretningsområder, siger Thomas Vejlemand, der står i spidsen for Creuna i Danmark.
Han fortæller, at Creuna, der oprindeligt var rendyrkede webkonsulenter, i dag har udviklet sig til det, han kalder et ”rigtigt” konsulenthus.
- Vi har tunge forretningskonsulenter, der specialiserer sig i at digitalisere virksomheders processer og integrere dem med kundernes eksisterende it-systemer, siger han.
Creuna holder dog også fast i, og udvider, dets andet forretningsområde.
- Det handler om kommunikation, salg og markedsføring via nettet, siger Thomas Vejlemand.
Bygger på resterne af falmet dot-com-stjerne
Creuna bygger på de sunde rester af Adcore, der i begyndelsen af årtusindet var en af kometerne på den skandinaviske web-himmel sammen med selskaber som Framfab og Icon Medialab.
2001 blev dog et skæbneår for den svenske webkoncern. Medarbejderstaben blev reduceret med tre fjerdedele fra 2.000 til 500 medarbejdere, og 30 udenlandske datterselskaber i 14 lande blev solgt fra eller nedlagt.
Adcore overlevede i første omgang i Sverige, men er blevet opsplittet og omdøbt flere gange siden, og det er i dag blot en svag afglans af, hvad det var omkring årtusindeskiftet.
For at undgå at dreje nøglen om, købte ledelsen i det norske og danske web-konsulenthus sig ud af Adcore-koncernen og etablerede Creuna, som fik tre kontorer i Århus, København og Oslo med i alt 150 konsulenter.
- Vi har i dag opnået en helt anden troværdighed i markedet end før. Det har været med til at rette op på vores forretning efter en række år, hvor web-konsulenthuse havde det rigtigt svært, siger Thomas Vejlemand.
Den udtalelse skal ses i lyset af, at Creuna i en række år kæmpede med store tab. Alene i 2002 lød minusset på 40 millioner kroner.
Det var medvirkende til, at der blev opbygget gæld i selskabet, og det lånte penge af det norske investeringsselskab Borea for at holde hovedet over vandet.
Borea har siden slået en streg over gælden mod aktier i selskabet, og det ejer i dag over 80 procent af aktierne i Creuna.
Vækst gennem yderligere opkøb
Siden 2004 har Creuna dog fået rettet op på forretningen og tjent penge.
I 2005 var selskabet meget aktiv på opkøbsfronten, da det købte tre skandinaviske konsulenthuse. I 2006 var væksten derimod organisk.
- Vi er optimistiske omkring 2007, hvor vi blandt andet har mulighed for yderligere vækst gennem opkøb, siger Helge Lundefaret fra investeringsselskabet Borea, der er bestyrelsesformand i Creuna A/S.
Han peger på, at mediekonkurrencen går i retning af øget tidsforbrug på nettet, hvilket giver gode muligheder for web-konsulenthuse som Creuna.
- Vores målsætning er at runde 200 millioner kroner i omsætning i løbet af 2007, og det er inden for rækkevidde, siger Helge Lundefaret.