Online-leksikonet Wikipedia bliver igen tilgængeligt i sin fulde version på kinesisk. Det skriver BBC News.
Så nu kan 120 millioner kinesiske internetbrugere logge på leksikonet og læse eller skrive artikler på kinesisk.
Wikipedia har tidligere været tilgængeligt i Kina.
Websitet blev dog lukket ned i 2005, da der kom referencer til massakren på Tiananmen Square og andre kritiske episoder, som viste Kina fra mindre heldige sider.
I oktober blev sitet relanceret i Kina i sin amerikanske udgave med censur, og mange forventede, at det skulle forblive sådan.
Men nu har det amerikanskbaserede Wikipedia fået et overraskende comeback på modersmålet. Og sitet kan tilgås fuldt ud.
Dermed har Wikipedia brudt igennem den massive kinesiske censurmur, der ellers er notorisk kendt for at bandlyse eller kræve kompromisser af udenlandske websiteudbydere.
Firmaer som Microsoft og Google har således tidligere måtte lancere deres produkter i Kina-venlige versioner for at få fodfæste i landet.
Wikipedia er ikke gået på kompromis
Organisationen Reporters without Borders hilser gensynet velkommen.
-Wikipedia beviser det modsatte af hvad andre store firmaer har gjort, udtaler de. Og de roser Wikipedia-cheferne for aldrig at gå på kompromis ved at censurere leksikonet.
Reporter without Borders går så vidt at understrege, at den kinesiske regering er pragmatisk nok til at se fornuften i at få udenlandske websites ind på det kinesiske internetmarked.
Selvsamme regering har ellers skrap kontrol over landets internettrafik. Kinesiske myndigheder har heller ikke ønsket at kommentere Wikipedias genkomst til .zh-domænet.
Tvivler på ændring i praksis
Den danske internetforsker, Niels Ole Finnemann, peger på, at Wikipedias genopståen kan være et seriøst gennembrud. Men han maner også til besindelse.
- Da det det kinesiske Wikipedia er den amerikanskbaserede version er det nemt at overvåge, hvem der søger på hvad. Og mon ikke folk, der for eksempel søger på Tiananmen Square, vil blive logget af efterretningstjenesten, spørger Niels Ole Finnemann notorisk.
En amerikansk-kinesisk Wikipedia-speciallist, Andrew Lih, påpeger i sin weblog, at myndighederne har givet grønt lys på grund af Wikipedia’s ledelses argument om, at leksikonet er objektivt uden nogen form for undergravende eller aktivist-venlig virksomhed.
Den kinesiske udgave af Wikipedia forventes at runde 250.000 artikler i 2007