De to fagforbund Prosa og Finansforbundet håber, at de i fællesskab kan overbevise IBM Danmark om det fornuftige i at tegne en overenskomst.
Derfor forener de to fagforbund sig i fælles front, der skal føre til, at IBM godkender en overenskomst for hele koncernen.
- HK tegnede en overenskomst i sommer, men det viser sig, at den kun dækker 10 procent af samtlige 7.400 ansatte i IBM, mens vi og Finansforbundet har 1.400 IBM-medarbejdere som medlemmer, siger Bjarke Friborg, informations-medarbejder i Prosa.
Indgået i strid
Ifølge Prosa blev HK's overenskomst indgået i strid med, hvad hovedparten af IBM's organiserede medarbejdere ønskede.
Prosa og Finansforbundet mener derfor, at de bør være i stand til at hive en bedre overenskomst i land, der samtidig omfatter langt flere it-ansatte i IBM.
- HK har baseret sin aftale på industriens overenskomst. Man bruger ikke engang forbundets egen, siger Bjarke Friborg.
Prosa ønsker ikke at få et fjendtligt forhold til HK, og Bjarke Friborg understreger, at Prosa anerkender, at HK fik et gennembrud hos IBM, der er kendt for at overenskomst-skeptisk.
- Det gennembrud vil vi forsøge at arbejde videre med og på vegne af langt flere IBM-ansatte, end HK har formået, lyder det.
I første omgang vil arbejdet koncentrere sig om at tegne en ny overenskomst med IBM SDC inden den nuværende aftale udløber i 2008.
Senere håber Finansforbundet og Prosa som nævnt på også at lave aftaler med andre dele af IBM-koncernen.