I disse dage nærmer jeg mig en situation, hvor min brevsprække skal forstærkes med titanium for at modstå gnidningsmodstanden fra en stadigt tiltagende syndflod af information: Berlingske Tidende, Computerworld, lokalaviser og gratisaviserne 24 Timer og Dato.
Dertil kommer pizzabrochurer og reklamer, der slipper gennem mit “reklamer nej tak”- spamfilter, og senest en ubrugelig trykt udgave af De Gule Sider.
Der er i høj grad tale om “information overflow error”.
Da jeg kørte meget med offentlige transportmidler, var den påtvungne informationskilde MetroXpress og Urban, som jeg kunne bruge omkring 10 minutter på sammenlagt, før jeg løb tør for læseværdige artikler.
Bilen var ingen helle
Da jeg fik bil, troede jeg, det var slut, men så kom de to nye gratisaviser, 24 Timer og Dato, ind i privaten. De havde lidt højere kvalitet, men det kniber stadig.
Berlingeren er så stor og tyk, at jeg sjældent får taget mig sammen til at kigge den igennem for interessante artikler, mens Computerworld får mest opmærksomhed.
Hvorfor det? Fordi den er mere målrettet.
De fleste aviser skyder med informationsspredehagl.
Gratisaviserne skriver om det samme til tider næsten ubehandlet direkte fra Ritzau.
De store dagblade skriver så meget, at det føles som en ørkesløs vandring gennem store mængder uinteressante artikler for en sjælden gang at støde på en aha-oplevelse.
De mere specifikke aviser er et godt bud, men hvis man vil læse om andet end it, skal man abonnere på flere aviser.
Så er der nettet, men det er på de gængse danske informationstjenester også uoverskueligt.
Målsætningen for mig er: Så kvalitetsbetonet og relevant tekst som muligt leveret, når jeg har behov for det. I en verden med gigantiske informationsmængder inden for rækkevidde, udvides målsætningen med “så lidt søgning som muligt”.
Hinandens redaktører
Høj kvalitet og lav søgetid kan opnås ved at lade brugerne være hinandens redaktører. Én redaktør vil aldrig være i stand til at ramme alles behov.
Der findes systemer, der gør informationssøgning uendeligt meget lettere. Amazon har implementeret det med stor succes: “Andre brugere, som har købt ’7 Gode Vaner’ har desuden købt …”
Således får man inspiration til at finde det, man skal bruge, ved at sammenligne sig med andre med matchende behov.
Til brug i forbindelse med nyhedssøgning kan man sofistikere metoden yderligere:
Hver bruger bedømmer de artikler, de læser fra 1-5. Hvis der mellem brugerne A og B er et match mellem hvad, de har bedømt 5/5, er det sandsynligt, at artikler, A har bedømt 5/5, som B ikke har læst, vil være interessante for B at læse. Systemet underbygges med kategorier, så hvis A bedømmer en artikel om vandpolo 5/5, anbefales den ikke til B, som ikke har den interesse til fælles med A. For at se styrken i denne type systemer, så gå til de få steder, der har forstået kravet om information on demand: english.ohmynews.com for nyheder eller pandora.com for musik.
Trods det store potentiale vil det stadig være netbaseret, og dermed skal det læses på en skærm.
Det giver de førnævnte blade en fordel – indtil det elektroniske papir bliver tilgængeligt i et rimeligt prisleje.
Innovation Lab vurderede i en Computerworld-artikel det elektroniske papir til at være den opfindelse, der får mest indflydelse for erhvervslivet og samfundet i dette årti.
Så får de etablerede dagblade kam til deres hår.
“Information on demand” begrænser sig ikke blot til nyheder, men til alle særligt subjektive informationsbehov.
Det kunne være kulturelle begivenheder – forestil dig aok.dk med udpluk, der rammer netop dine interesser.
Madopskrifter der netop falder i din smag, kunst, tøj, film…
Jeg fik endelig afmeldt gratisaviserne, nu venter jeg på det omtalte system, så ryger resten af spredehagls-informationen for altid.
Mads Schjølin er konsulent hos Capgemini.