Novells danske salgsselskab i Hørsholm går fri af de fyringer, som er bebudet fra det amerikanske hovedkontor.
– Vi er faktisk ved at ansætte to nye sælgere, siger Ken Thomassen, der overtog posten som administrerende direktør for Novell i Danmark for godt et års tid siden.
Novell-koncernens forsknings- og udviklingsdivision har imidlertid allerede skåret ned i sin Københavnsafdeling, der har syv ansatte.
Morten Olsen, der har ansvar for Novells forskning og udvikling i Europa, Mellemøsten og Afrika, kan ikke oplyse, hvor mange der alt i alt siges farvel til.
- Det står først klart den 20. november, hvor regnskabet kommer, siger Morten Olsen.
Vækst i Linux
På salgssiden kommer den samlede stab imidlertid op på 14 ansatte.
Ken Thomassen begrunder behovet for flere sælgere med den fremgang, som Novell har på det danske marked.
Novells køb i 2003 af verdens næststørste leverandør af Linux-operativsystemet, tyske SuSE, giver godt salg på den front, fortæller direktøren.
– Desuden er salget af vores netværksoperativsystem NetWare for opadgående efter at have været aftagende i mange år. Det er NetWare i en Linux-version, der er årsagen dertil, siger Ken Thomassen.
Endelig har det danske salgskontor også god gang i salget af software til styring af, hvilke brugere, der har adgang til hvilke systemer.
Den såkaldte identity management software hører med produktområderne, som Novells nye koncerndirektør, Ron Hovsepian, fremhæver som fremtidens fokusområder. Linux og andre open source-engagementer fremhæves også.
Hvad der ligger uden for fokusområderne skæres fra, og det koster 600 job – omkring 10 procent af Novells medarbejderskare verden over.
Nedskæringerne forventes at give det underskudsramte selskab årlige besparelser på 700 millioner kroner.