IBM?s beslutning om snart at tage livet af styresystemet OS/2 får økonomiske konsekvenser for Nordea.
Konkurrenterne har for længst skiftet til Windows-platformen, men den nordiske storbank bruger fortsat OS/2 flere steder. Derfor bliver dødsdommen startskuddet for en konvertering til Windows, erfarer Computerworld.
Nordea ønsker ikke at oplyse prisen for konverteringsarbejdet, men det kan blive dyrt. Da Danske Bank i slutningen af 90'erne konverterede fra OS/2 til Windows, kostede det således et trecifret millionbeløb, der dog også dækkede over investering i nye pc?er og et intranet, oplyser vicedirektør Peter Schleidt fra Danske Bank.
Ifølge Nordea-direktør Peter Lybecker, der har ansvaret for processer og teknologi i koncernen, bliver investeringen hos Nordea dog slet ikke i den prisklasse.
? Vi vidste, at vi ville komme i denne situation. Derfor er der i dag meget få applikationer, der er OS/2-afhængige, siger han.
Nordea har for nogle år siden ? mens afhængigheden af OS/2 var større ? regnet på konvertingsopgaven. Den gang lød regningen på 150 millioner kroner, erfarer Computerworld.
Standardiseringen på Windows er blot en af flere i Nordea. Motoren i den interne administration er således software fra tyske SAP. Men ifølge Peter Lybecker er det ?næppe sandsynligt?, at der også på den kundevendte side ? i filialerne ? satses på SAP-software. I dag kører hvert land stort set sine egne filialløsninger.
Nordea vil ikke ? i modsætning til Danske Bank ? satse på et og samme system til alle landes filialer.
? Vi har en helt anden strategi, siger Nordea-direktør Peter Lybecker.
Hvilken, ønsker han dog ikke at løfte sløret for endnu. Noget tyder imidlertid på, at "masterplanen" ? som han kalder det ? for fremtidens it-struktur, præsenteres sent i december.
Nordeas tidligere it-direktør, nordmanden Jarle Haug, er netop blevet afløst af den 44-årige Magnus Norrström, der begyndte på sit nye job i mandags.
Magnus Nordström får reference til den øverst it-ansvarlige, vicekoncernchef Markku Pohjola. Han bliver dermed sideordnet med danskeren Peter Lybecker, der har ansvaret for processer og teknologi.
Denne artikel stammer fra fredagens trykte udgave af Computerworld. Læs mere i "Det evige opgraderingsræs" i magasinet CIO, som følger med avisen.