Politiet går onsdag i retten for at få beslaglagt en bankkonto, hvor der er indgået penge som betaling for fuphandler på netauktionen QXL.
Et beløb på kontoen har stået indefrosset efter frivillig aftale mellem politi og sælgers advokat. Beløbet skulle derfor ikke kunne hæves uden politiets accept, oplyser Herning Politi.
- Den aftale er blevet opsagt i dag fra kontohavers side, så vi går nu i retten for at få kendelse på at få pengene beslaglagt, siger vicekriminalinspektør Ole Henriksen fra Herning Politi.
Sælger vil dog ikke kunne hæve pengene inden for 24 timer efter opsigelsen ? og slet ikke, hvis politiet i morgen får rettens ord for, at beløbet må beslaglægges.
Mange har mistet penge
Gennem de seneste uger har sælger via et autosvar på e-mailkontoen ladet utilfredse købere vide, at politiet fortsat forhindrede levering på grund af en påstået beslaglæggelse af kontoen.
Så sent som i weekenden er autosvaret blevet opdateret med fortsat erklæring om sælgers uskyld i sagen. Politiet alene bærer skylden for forsinkelser, hævder bagmændene bag brugernavnet Superpriser.
Vicekriminalinspektør Ole Henriksen understreger over for Computerworld, at aftalen har været frivillig og indgået med medvirken af sælgers advokat.
Svaret på hvor mange penge, der står på kontoen, og hvor mange penge, der reelt er svindlet for, får man ikke hos politiet.
- Det kan jeg ikke oplyse, men der er ingen tvivl om, at der er mange, der har mistet penge på den konto, siger vicekriminalinspektør Ole Henriksen.
Bunke af anmeldelser vil vokse
Fra netauktionen QXL's egne sider på nettet kan der imidlertid hentes oplysninger på de afholdte auktioner af sælgerne med brugerprofilerne Superpriser og Mobilos & X-Boxeren.
Det er de samme to brugerprofiler, som politiet "blandt andet" har rettet efterforskningen mod, ifølge en skriftlig meddelelse fra Herning Politi.
En samlet opgørelse, som Computerworld har udarbejdet med hjælp fra brugere af netauktionen, viser, at over 500 brugere tilsammen har købt for tæt på én million kroner af mobiltelefoner, spilkonsoller og hvidevarer til rene spotpriser.
Hos Herning Politi forventer man, at bedragede købere vil følge den opfordring, som er sendt ud via netauktionen QXL, om at indgive politianmeldelse i købers eget politidistrikt.
Og at bunken af anmeldelser derfor vil vokse de kommende dage, efterhånden som anmeldelserne bliver skrevet rundt i landet og sendt til Herning Politi.
I efterforskningen er dels inddraget Silkeborg Politi, da personkredsen bag har relationer til politidistrikterne i Herning og Silkeborg, oplyser vicekriminalinspektøren.
Dels er inddraget Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, SØK, der tidligere var kendt under det mere mundrette navn Bagmandspolitiet.