Net-browseren Firefox's stabile landvindning af markedsandele fra Microsofts Internet Explorer (IE) har taget en opbremsning.
Det viser opgørelsen for af markedsandele for juli måned fra amerikanske Netapplications.com.
I juli måned har IE således for første gang, siden open source-browseren Firefox version 1.0 blev frigivet sidste år, vundet markedsandele, mens Firefox for første gang har tabt tilsvarende.
Firefox's markedsandel falder i juli til 8,07 procent fra 8,71 procent i juni måned, mens den altdominerende browser IE's markedsandel stiger fra 86,56 til 87,20 procent i juli.
Siden januar har Firefox fra Mozilla Foundation ellers vundet mellem 0,5 og 1,0 procent af markedet om måneden på bekostning af IE.
Apple Computers browser Safari indtager i juli måned tredjepladsen med 2,13 prodent.
Netscape, der engang herskede nettet som foretrukne browser, har en markedsandel på 1,55 procent, mens norske Opera kommer ind på femtepladsen med 0,49 procent.
Netapplications.com samler data om brugernes browser-data fra mere end 40.000 websites.