Så mange som hver tiende solgte it-produkt i verden er ikke, hvad det udgiver sig for. Det er en kopi af det originale produkt.
Kopi-produktionen af isenkrammet koster årligt selskaberne bag den originale teknologi 600 milliarder kroner i tabt omsætning, skriver Financial Times.
Tallene er baseret på en undersøgelse, som er udarbejdet af revisionskoncernen KPMG og som offentliggøres mandag.
Oven i tabt omsætning kan lægges tab som følge af tabt goodwill ved kundernes køb af isenkram af dårligere kvalitet end det originale.
KPMG har baseret tallene på estimater fra 15 af verdens førende it-selskaber.
It-produkterne omfatter computere, netværkskomponenter, mobiltelefoner og forbrugerelektronik, der i originale versioner omsættes for omkring 6.000 milliarder kroner årligt.
Undersøgelsen peger på Kina som den største leverandør af kopi-produkter.
En høj grad af udenlandske investeringer i avanceret teknologi, manglende håndhævelse af loven og lave lønninger er medvirkende til, at kopiproduktion er udbredt i Kina, påpeger rapporten.
Kopiprodukterne bliver ofte solgt via internettet eller uautoriserede forhandlere, eller de bliver ad forskellig vej sluset ind i de legitime distributionskanaler.
Undersøgelsen opfordrer legitime producenter til at være opmærksomme på uventede fald i udbud og efterspørgsel på både afsætning af produkter og råvarer til fremstilling af produkter.
Det kan være tegn på, at der bliver produceret og afsat kopiprodukter, skriver KPMG i rapporten.