It-firmaet Zensys har fået yderligere 100 millioner kroner i venturekapital, som selskabet skal bruge på opkøb af nye partnere og på at gøre forbrugerne opmærksomme på selskabets teknologi.
Selskabet står bag den trådløse kommunikationsteknologi Z-Wave, der gør det muligt at fjernstyre elektronik i hjemmet, eksempelvis klimaanlæg, garagedøre og alarmer.
Teknologien og selskabets trådløse chip bruges i dag i 85 produkter og støttes af mere end 100 firmaer. Håbet er at gøre det til en standard på verdensmarkedet.
Zensys har tidligere været igennem flere investeringsrunder, og der er brug for pengene.
Sidste år blev det til et underskud på 31 millioner kroner, og et nyt - men mindre - underskud ventes også i 2005.
Det seneste kapitaltilskud på 100 millioner kroner er kommet fra Vækstfonden samt en række venturekapital-firmaer, heriblandt Bessemer Venture Partners og Palamon Capital Partners.
De har i alt skudt flere hundrede millioner kroner i det danske it-firma, og også Intel er med i ejerkredsen.
Med sin Z-Wave-teknologi er Zensys gået i direkte kamp med Zigbee-alliancen, der omfatter mere end 100 it- og elektronikvirksomheder fra hele verden.
Zigbee er også beregnet på at blive fremtidens standard for kommunikation mellem apparater. Zigbee er designet til at kunne sende en begrænset mængde data, men kan til gengæld køre på et almindeligt batteri i årevis.
Zensys har kontorer i både Danmark og USA.
Relevante links