Det er lang tid til jul.
Men ikke desto mindre er der en travlhed i Apples butikker i hele USA, der minder om, hvad du kan opleve i december.
Travlheden har en meget konkret årsag, og det er Donald Trumps toldtrusler, fortæller flere ansatte til det amerikanske medie Bloomberg.
Den amerikanske præsident Donald Trump har bekendtgjort, at han fra 9. april vil lægge en told på 54 procent på al import fra Kina, hvor de fleste iPhones er produceret.
“Næsten alle kunder spørger mig, om priserne vil stige snart,” siger en ansat til Bloomberg.
Mediet oplyser også, at Apples amerikanske butikker i den seneste weekend har oplevet højere salg end normalt.
Eksponeret for Kina
Apple er et af de amerikanske selskaber, der er mest eksponeret over for Kina, og butikstravlheden er blot et af flere tydelige tegn på den usikkerhed, som det giver anledning til.
Usikkerheden har sat sine spor på aktiemarkedet, hvor selskabet har haft sine tre værste sammenlagte handelsdage siden dotcom-boblen bristede i 2001, og på blot to dage er selskabets markedsværdi faldet med en halv billion amerikanske dollar.
Ifølge Bloomberg har Apple dog taget flere tiltag, der skal ruste selskabet til bedre at kunne håndtere en toldkrig.
Således har selskabet forsøgt at opbygge en større lagerbeholdning af produkter, og samtidig har selskabet i de seneste år forsøgt at gøre sig mindre afhængigt af Kina.
Derfor har selskabet i stigende grad flyttet en del af sin produktion til Vietnam og Indien, mens selskabet også får produceret flere Mac-computere i Thailand, Malaysia og sågar Irland.