Artikel top billede

(Foto: Pexels/Pixabay)

Kampen om kryptering fortsætter: Apple slæber den britiske regering i retten over krav om iCloud-bagdør

Apple har anlagt sag mod den britiske regering i et historisk retsopgør om kryptering og datasikkerhed.

Sagaen om kryptering og bagdøre på Apple-enheder har nu taget endnu en drejning.

Apple har nemlig indbragt sagen for Storbritanniens Investigatory Powers Tribunal (IPT) for at blokere et krav fra den britiske regering om at bryde krypteringen af iCloud-data.

Ifølge Financial Times markerer dette den første sag af sin slags i Storbritannien, hvor en tech-virksomhed udfordrer en regerings påbud om tekniske bagdøre.

Sagen udspringer af en konflikt mellem Apple og det britiske indenrigsministerium, Home Office, som i januar udstedte en såkaldt "Technical Capability Notice" (TCN).

Ordren, der er en del af den kontroversielle Investigatory Powers Act fra 2016, også kendt som "Snooper's Charter", pålægger Apple at give myndighederne adgang til krypterede iCloud-data uden brugernes viden eller samtykke.

Vil aldrig bygge bagdøre

Apple har offentligt kritiseret ordren og understreger, at selskabet aldrig vil indføre bagdøre i sine produkter.

"Vi har aldrig bygget en bagdør eller en hovednøgle til nogen af vores produkter eller tjenester, og vi vil aldrig gøre det," sagde Apple i en erklæring til The Register.

Som modsvar har Apple deaktiveret sin funktion for udvidet databeskyttelse, Advanced Data Protection (ADP), for britiske brugere.

Det betyder, at iCloud-backups, fotos og noter ikke længere er end-to-end krypterede i Storbritannien, hvilket reelt giver myndighederne mulighed for at tilgå dem med en retskendelse.

"Vi er dybt skuffede over, at de beskyttelser, som ADP tilbyder, ikke længere vil være tilgængelige for vores kunder i Storbritannien, særligt i lyset af det stigende antal databrud og andre trusler mod privatlivets fred," lød det fra Apple i forbindelse med beslutningen.

Myndighederne forsvarer overvågning

Den britiske regering har forsvaret ordningen med henvisning til national sikkerhed.

Sikkerhedsminister Dan Jarvis har tidligere sagt, at dataadgang under Investigatory Powers Act kun anvendes i "ekstraordinære tilfælde" og "når det er nødvendigt og proportionalt".

Modstandere, herunder organisationer som Big Brother Watch, har kaldt tiltaget "drakonisk".

Man har samtidig advaret om, at det kan føre til, at krypterede beskedtjenester som WhatsApp og Signal trækker sig fra det britiske marked.

Amerikansk kritik af Storbritannien

Striden har også fået international opmærksomhed, hvor selveste USA’s præsident Donald Trump har sammenlignet Storbritanniens krav til Apple med "den statsovervågning, vi ser i Kina".

Derudover har USA’s nationale efterretningsdirektør, Tulsi Gabbard, beordret en juridisk undersøgelse af, hvorvidt det britiske påbud overtræder den såkaldte Cloud Act-aftale mellem USA og Storbritannien.

Hvis det viser sig, at britiske myndigheder kan få adgang til data fra amerikanske borgere, kan det udløse diplomatisk modstand, har vurderingen blandt andet lydt.

Sagen vil nu blive behandlet af IPT senere på måneden, og resultatet kan altså få store konsekvenser for både tech-industrien og regeringers adgang til krypterede data.

Hvis Apple vinder, kan det skabe en juridisk præcedens, der styrker krypteringsbeskyttelsen globalt.

Hvis den britiske regering derimod får medhold, så kan det bane vejen for lignende krav i andre lande.

Ifølge Joseph Lorenzo Hall, der er teknologiekspert hos Internet Society, er der stor sandsynlighed for, at Australien vil indføre lignende krav til Apple, da landet har en tilsvarende lovgivning.

Ifølge ham ser man ofte, at Commonwealth-lande følger hinandens eksempel.

"Så jeg vil ikke blive overrasket, hvis Australien snart udsteder en lignende Technical Capability Notice," siger han til mediet.