Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Dyb bekymring i amerikansk ministerium: Elon Musk-folk vil have adgang til borgernes skatteoplysninger

DOGE, Elon Musk effektiveringskonsulenter, vil nu have adgang til det amerikanske skattesystems dybt følsomme it-systemer.

Elon Musk og hans effektiviseringskonsulenter DOGE, der i øjeblikket gennemgår udgiftsposter i den amerikanske stat, ønsker nu også adgang til det amerikanske skatteministeriums (IRS) dybt følsomme systemer.

Det skriver Washington Post, der desuden oplyser, at forespørgslen har skabt intern bekymring i ministeriet.

Ifølge avisen overvejer skatteministeriet at give repræsentanter fra DOGE adgang til data fra ministeriets it-systemer, herunder Integrated Data Retrieval System (IDRS).

Adgang til systemet gør det også muligt at tilgå borgernes skattekonti, inklusive ID-numre og bankoplysninger.

Systemet giver også adgang til at læse og redigere blandt andet transaktionsdata, og det kan desuden generere meddelelser, inddrivelsesdokumenter og andre optegnelser.

Skal rådgive om modernisering

Adgang til denne type systemerne gives normalt kun til sikkerhedsgodkendte it-konsulenter og ikke til politisk udpegede personer.

Washington Post har fået indsigt i et dokument, der viser, at en softwareudvikler ved navn Gavin Klinger i første omgang er blevet udsendt til skatteministeriet i 120 dage.

Hans primære opgaver bliver at bistå med tekniske udviklingsopgaver og rådgive om it-modernisering.

Ifølge avisen kan Det Hvide Hus og skatteministeriet forlænge hans ansættelse med yderligere 120 dage.

Forældede systemer

Med til historien hører dog, at det amerikanske skatteministeriums it-systemer, der har rødder helt tilbage til 1960’erne, generelt anses for at være dybt forældede. En del af DOGE’s mandat er netop at modernisere disse systemer.

En talsperson fra Trump-administrationen oplyser til avisen, at DOGE-personale har brug for adgang for at kunne “eliminere spild, svindel og misbrug” samt “forbedre statens effektivitet og dermed bedre kunne betjene borgerne.”

Talspersonen understreger samtidig, at arbejdet udføres inden for lovens rammer og med de nødvendige sikkerhedsgodkendelser.

Hvis adgangen til privatpersoners skatteoplysninger misbruges, kan borgerne ifølge amerikansk lov have ret til erstatning.



White paper
Sådan: Opgradér din printerløsning uden store investeringer