Artikel top billede

iPhone 16E er Apples helt nye lavpris-telefon - og den bliver endnu bedre til april

Nu er den her. Apple er klar med den helt nye iPhone 16E, der er den billigste telefon i selskabets sortiment - og til april bliver den endnu bedre.

Apple har netop løftet sløret for sin nye billige iPhone, hvis man ellers kan bruge det ord om en telefon med en startpris på 5.500 kroner.

Ikke desto mindre er den nye iPhone 16E, der koster 1.000 kroner mindre end en iPhone 15, den klart billigste iPhone i sortimentet.

iPhone 16E bliver den direkte afløser for den tidligere iPhone SE.

Den nye iPhone 16E er, ligesom alle andre telefoner i Apples sortiment, udstyret med FaceID – i modsætning til den tidligere iPhone SE, som brugte TouchID, der er en fingeraftrykssensor.

Samtidig er iPhone 16E udstyret med en 6,1-tommer OLED-skærm, hvilket betyder, at den har omtrent samme størrelse som iPhone 15 og den almindelige iPhone 16.

Med iPhone 16E er det samtidig endegyldigt farvel til Apples eget Lightning-stik. Den nye telefon er, i lighed med resten af iPhone-kollektionen, nu udstyret med USB-C.

Bliver snart endnu bedre

Er du fristet af den nye telefon, kan vi samtidig glæde dig med, at den bliver endnu bedre til april. For her Apple varslet, at selskabet vil udrulle sin kunstig intelligens-funktioner, Apple Intelligence, i Europa.

Og Apple oplyser, at iPhone 16E – i modsætning til basisudgaven af iPhone 15 – vil understøtte de nye AI-funktioner.

Det betyder i praksis, at iPhone 16E vil være udstyret med 8 gb ram, hvilket er minimumskravet for, at Apple Intelligence kan afvikles på en iPhone. Herudover er iPhone 16E udstyret med den samme kraftfulde A16-chip, som du finder i den almindelige iPhone 16.

Går på kompromis med kameraet

Vælger du iPhone 16E frem for de andre telefoner i Apples sortiment, må du dog forberede dig på, at du kommer til at gå på kompromis med kameraet. iPhone 16E er således kun udstyret med et selfiekamera på forsiden og et enkelt kamera på 48 megapixel på telefonens bagside.

16E-modellen er desuden den første iPhone, der er udstyret med Apples første egenudviklede modemchip.

Du kan forudbestille iPhone 16E fra på fredag klokken 14, og den kan leveres fra og med fredag den 28. februar.

Den fås i både en hvid og en sort variant med lagerkapaciteten 128 gb, 256 gb eller 512 gb. Ønsker du den sidstenævnte variant, må du af med 8.499 kroner.




White paper
Sikkerhed gjort enkelt: Beskyt din virksomhed direkte i browseren