Elon Musk er klar til at trykke på startknappen for sin nye AI, som ifølge manden selv bliver en af de vildeste overhovedet på denne jord.
Det er Musk-selskabet xAI, der står bag den nye chatbot, der kommer til at hedde Grok 3.
Den efterfølger de tre hidtidige versioner, Grok 1, Grok 1,5 og Grok 2, der i markedet er direkte konkurrenter til ChatGPT, som er noget mere udbredt.
Elon Musk bedyrer, at Grok 3 bliver ‘uhyggeligt klog,’ og at den kommer til at repræsentere et stort spring fremad på en række områder generelt inden for AI-udviklingen.
"Grok 3 får meget voldsomme egenskaber, og i de test, som vi har foretaget, slår den alt, hvad der hidtil er blevet lanceret, og som vi kender til," siger Elon Musk i en video, som han har udsendt om den kommende lancering.
Grok 3 er blevet trænet af xAI’s nye supercomputer Colossus, der består af 100.000 Nvidia H100 GPU’er, som tilsammen har leveret 200 millioner træningstimer, meddeler xAI.
Det er mere end 10 gange mere end de timer, som gik til udviklingen af den nuværende Grok 2.
Ifølge selskabet har det betydet, at Grok 3 er langt bedre til eksempelvis at behandle store dataset og til at komme med præcise resultater på forespørgsler og opgaver.