Elon Musks AI-startup xAI, som skal konkurrere med OpenAI, må formodes at kunne holde sig kørende i et godt stykke tid endnu.
Selskabet har netop lukket en investeringsrunde, hvor xAI har hentet seks milliarder dollar – svarende til 41,2 milliarder kroner.
Det skriver selskabet i en meddelelse.
Det betyder, at xAI nu er værdisat til 24 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 165 milliarder danske kroner.
Ved investeringsrunden modtog selskabet penge fra investorer som Valor Equity Partners, Vy Capital, Andreessen Horowitz, Sequoia Capital, Fidelity Management & Research Company, Prince Alwaleed Bin Talal and Kingdom Holding.
Sidstnævnte er drevet af Al Waleed bin Talal Al Saud, som er medlem af det saudiske kongehus House of Saud.
xAI driver blandt andet chatbotten Grok, som er en konkurrent til ChatGPT.
AI-selskabet skal bruge pengene på at ansætte et væld af forskellige medarbejdere, fremgår det af meddelelsen.
”xAI er primært fokuseret på udviklingen af avancerede AI-systemer, der er sandfærdige, kompetente og maksimalt gavnlige for hele menneskeheden. Virksomhedens mission er at forstå universets sande natur,” står der.
"Der vil være mere at annoncere i de kommende uger," skriver Musk på X.