EU-Kommissionen sætter nu fart på en opdatering af tv-reglerne i Europa, specielt med henblik på regler for tv, der sendes via internettet.
Blandt overvejelserne er at regulere områder som god smag, anstændighed og objektivitet i udsendelserne. Et eksempel er kravet om, at traditionelle medier skal høre begge parter i en sag.
Umiddelbart vækker EU's planer bekymring hos den britiske regulator, Ofcom, der frygter, at man overfører reglerne for traditionel tv-distribution til nettet.
- Hvad end, der sker, så er det ikke passende at tage det sæt regler, der gælder for tv, og overføre dem til andre medier, siger Tim Suter fra organisationen til britiske The Times.
Tv via internettet er i dag ikke reguleret i Storbritannien.
Adjunkt, ph.d. Søren Sandfeld Jakobsen fra Handelshøjskolen i København udgav sidste år bogen "Medieret i informationssamfundet", og han mener, at det er uklart, om eksempelvis Radio/tv-loven i dag gælder for tv via nettet.
- Det er fint, hvis EU langt om længe barsler med noget. Tv uden grænser-direktivets revision har været en varm kartoffel i mange år, siger han.
EU's it-kommissær, Viviane Reding, har netop offentliggjort fem rapporter i den anledning, og en af dem konkluderer, at der er brug for at regulere tv via nettet.
Ideen er, at reglerne kan komme til at dække alle websteder, der forsøger at tjene penge på at udsende video-indhold.
Arbejdet skal i sidste ende resultere i en ny udgave af "Tv uden grænser", et omfattende direktiv fra 1989.
Relevante links
De fem rapporter fra Kommissionen
Fra 18. til 29. juli sætter Computerworld fokus på digitalt tv. Ideer til artikler modtages meget gerne og kan sendes til c.thomsen@cw.dk.