Pas nu på.
Sådan lyder budskabet fra Syd- og Sønderjyllands Politi efter, at det tirsdag kom frem, at hackere i et lukket forum angiveligt havde lækket data fra Alles Lægehus.
Lægehuset med 39 afdelinger landet over blev hacket i begyndelsen af december.
Det er Syd og Sønderjyllands Politi, der i samarbejde med politiets særlige NC3-afdeling står for efterforskningen af sagen.
Syd og Sønderjyllands Politi meddeler, at efterforskningen er ‘intens.’
“Det er vigtigt, at patienter og tidligere patienter hos lægehuset er ekstra opmærksomme i forhold til svindel,” lyder det herfra i en udsendt meddelelse.
Politiet peger på, at de lækkede oplysninger i sig selv ikke udgør den store risiko. De består af blandt andet CPR-numre og telefonnumre.
“Men de kan potentielt blive brugt som baggrundsinformation i et svindelnummer,” lyder det fra siger vicepolitiinspektør Karsten Hulmose fra Syd og Sønderjyllands Politi.
Karsten Hulmose opfordrer til, at man kort og godt knalder røret på, hvis nogen ringer uopfordret og giver sig ud for at være fra en myndighed eller en bank.
”Vær opmærksom, hvis nogen uopfordret tager kontakt til dig. Også selv om de kender til nogle personlige oplysninger om dig. Stop kontakten og tag selv kontakt via de officielle kanaler” siger han.
Læs om hacket: