Artikel top billede

MSIs Creator Z16HX Studio med en i9 processor og et 4070 grafikkort er et godt eksempel på en tidlig version af creator-maskinerne. De bliver bedre og bedre - og snart vil nye grafikprocessorer tage dem endnu videre.

Fremtidens perfekte bærbare computere er af creator-klassen: Stadig dyre - men super-effektive

Guide: Fremtidens kraftige bærbare er de såkaldte creator-maskiner. Prisen er stadig i den høje ende, men deres særlige hardware gør, at de kan løse virkeligt specialiserede opgaver på sekunder - hvor andre maskiner tager massevis af minutter. Se hvor stor forskellen er her.

Tyndt, let og kraftigt. Det er forventningerne til en moderne bærbar pc.

Derfor var forventningerne til de nye Windows-maskiner med ARM-processorer store, da de kom ud tidligere på året - både fra producenterne og fra super-brugere som undertegnede, der altid er på udkig efter lidt mere.

Men ARM-maskinerne er igen ikke helt der.

Prisen er i den høje ende, ydelsen ok, batterilevetiden rigtig god, men kompatibiliteten halter for en del programmer - blandt andet Adobe Photoshop eller Premiere, som har brug for rå de maskinkræfter.

Så fokus er svinget tilbage til de klassiske X86-maskiner.

Men vigtigst af alt: Tilbage til de kraftige grafikkort, som moderne bærbare kommer med. For det er her, at forskellene for alvor træder frem. På godt og ondt.

Godt fordi især Nvidia med selskabets 4XXX-serie af grafikkort i løbet af 2024 har formået at klemme rigtigt meget regnekraft ned i stadigt smallere modeller.

Kraftige grafikkort i bærbare er ikke noget nyt.

De har bare traditionelt været monteret i tunge, tykke og uhåndterbare gaming-bærbare med batterilevetid på én til to timer, som den Alienware M16 med et 4070-grafikkort som denne skribent anvender, når der skal games uden for hjemmets fire vægge.

De er super at smide i rygsækken til en weekend i sommerhuset, men de fire kilo med strømforsyning er knapt så sjove at slæbe rundt på i skuldertasken til og fra job.

Så i takt med at programmer som Adobe-pakken introducerede stadigt flere AI-drevne funktioner, som er helt ubrugelige uden et moderne grafikkort, stiger kravene og få år gamle maskiner forældes.

Se for eksempel hvordan du i Photoshop nu kan fjerne reflektioner på fotos. Alt sammen noget, der kræver en del af den lokale hardware.

Nu: 60 gange hurtigere end for fire år siden

Et godt eksempel er funktionen, som fjerner billedstøj på RAW-filer fra kameraet.

Det tager 7 til 10 minutter på en fire år gammel bærbar (med Nvidia-grafikkort), men blot syv sekunder på en moderne bærbar med et Nvidia RTX 4070-grafikkort.

Så derfor er mellemaskinerne – de såkaldte ”creator”-bærbare – opstået.

Det er en balance mellem de helt tynde Microsoft Surface/Lenovo X1 og så de buttede gamerbærbare. Med en ydelse som er tættere på de sidste end de første.

Samtidig kommer creator-bærbare også med gode skærme, god opløsning og bedre batterilevetid end hvad gamer-maskinerne typisk præsterer.

De er også, næsten, en erstatning for den stationære maskine, når det gælder ydelse.

Et godt eksempel på en creator-bærbar, som denne artikel tager udgangspunkt i er MSI Creator Z16HX Studio med modelbetegnelsen B13VGTO-007 NEU.

For MSIs maskine illustrerer, tilbage til det gode og det onde fra før, på mange måder udviklingen.

Den er med sine 2,3 kilo rimelig let for en 16 tommers maskine. Den er ikke særlig tyk. Og så kommer den med en af de kraftigste processorer, som du kan få til din bærbare: En i9 13950HX CPU fra Intel.

Processoren er godt nok lanceret tilbage i begyndelsen af 2023, Men den er med sine 24 kerner stadig en af de hurtigste mobilprocessorer på markedet - især fordi Intel har jagtet mere effektive og strømbesparende modeller lige siden.

Vi ville derfor også klart anbefale en model med en nyere AMD eller Intel CPU, for eksempel Intels Core Ulta 185H. Blandt andet denne opdaterede udgave (som også findes i en lidt billigere 4060-udgave, mere om det senere).

Dræner batteriet lynhurtigt

For bagsiden af alt den lækre hardware er maskine, der på en god dag kan nå fire timer på en opladning, mens som oftere når to, hvis du faktisk bruger den - godt hjulpet af den ekstremt lysstærke 16-tommers touchskærm med en opløsning på 2.560 x 1.600 pixels og en opdateringsfrekvens på 120 Hz.

Der er desuden 64 gigabyte hukommelse og en stor SSD på 2 tb.

Noget lignende kan du også få i en mere gamer-orienteret pakke, men med creator-maskiner som denne er skærmen også kalibreret til standarder som Adobe RGB, Display P3 og sRGB, der sikrer, at det, som du laver på skærmen, også kan genvises på film og print.

Som grafen herunder viser, er det svært at slå Intels 13. generation af mobilprocessorer fra 2023 på ydelsen.

Til gengæld er strømforbruget også ganske voldsomt.

Vi får snildt mere end otte timers arbejde ud af en moderne Macbook Pro, med Intels kraftigste modeller fra 13. generation taler vi under halvdelen af det.

Med de seneste generationer er strømforbruget blevet meget bedre, men det har kostet noget på ydelsen.

Vi ville dog prioritere en nyere processor, for magien kan findes et andet sted.

Grafikkortet gør forskellen

Det, som adskiller maskiner som denne, er imidlertid grafikkortet, der med det rette valg sender maskiner som denne MSI forbi de fleste desktop-maskiner.

Nvidia tilbyder kortene 4050, 4060, 4070, 4080 og 4090. Prisen stiger næsten eksponentielt fra det billigste til det dyreste kort installeret i en bærbar.

MSI'en her er som nævnt udstyret med et 4070 RTX-kort med 8 gigabyte hukommelse og netop det kort rammer i vores øjne det perfekte sweetspot mellem ydelse, strømforbrug og pris.

Det gælder både gaming i rimelig kvalitet og fuld opløsning - og til foto-, video- og 3D-arbejde.

Nvidia tilbyder de samme klasser af kort til desktops, men her skal man være opmærksom på, at der er en verden til forskel på grund af det maksimale strømforbrug.

Vores MSI-maskines 4070 RTX grafikkort er således begrænset til kun at kunne trække 45 watt, mens det Asus 4090 RTX-kort der sidder i vores stationære testmaskine oftest, hiver 320 watt ud af strømforsyningen.

Alligevel er det ret imponerende, så meget kraft der kan vrides ud af det transportable hardware.

Grafen nedenfor viser, hvor mange sekunder det tager at producere et videoklip på seks minutter og 33 sekunder i Adobe Premiere.

Videoklippet er sammensat af flere 4K-videoer i høj kvalitet og flere lydfiler – og der er anvendt flere avancerede filtre som green screen og behandling af lyden - altså alt sammen præcis det, som man ville gøre til en mindre film om et produkt eller lignende.

Med bare fire til fem år gammelt hardware i en ellers fin Dell XPS med Intel i7 fra 10. generation og et 1650 GTX grafikkort tager det 139 sekunders hårdt arbejde at lave den færdige video. En samtidig stationær pc klarer opgaven på lidt under halv tid.

Men så begynder det ellers at gå stærkt:

De stationære med AMD 5950X CPU'en og et hundedyrt 4090 RTX-grafikkort kan løse opgaven på blot 43 sekunder – men især de bærbare vinder på de mange transistorer, som som producerne kan mase ned i den moderne hardware.

Og maskiner som især Macbook Pro med Max-processorerne og MSI-maskinen, som vi her tager udgangspunkt i, leverer gode tider.

Nu kan 12 sekunders forskel ikke virke af meget, men husk, at over en dag løber det op i en del ventetid.

Det er noget, som enhver, der har bedt Adobe Lightroom om at behandle 200 fotos, er meget opmærksomme på, for her er forskellen mellem 5 og 15 sekunder per foto i sidste ende forskellen mellem utålmodigt at vente i henholdsvis 16 minutter og 50 minutter på at billederne er færdige.

Samtidig er resultaterne en god indikator på, hvor flydende det føles at arbejde med systemet, inden de færdige løsninger renderes.

4070 er ikke bare et 4070 grafikkort

Det er desuden værd at huske, at der er forskel på de enkelte producenters implementering.

Vores gaming-fokuserede Alienware M16-bærbare med et - på papiret - ens 4070 grafikkort har ikke helt samme watt-begrænsning som mange andre maskiner - og leverer derfor en 3D- og AI-ydelse, der typisk er 15 procent højere.

Til gengæld kan den sjældendt holde mere end en time på batteri. Og det lyder hurtigt som om du sidder i en vindtunnel, når den kraftige hardware skal køles - noget som også MSI'en her hurtigt kan gøre.

Men watt betyder noget. Se forskellen på Alienware M16 med et 4070-grafikkort og MSI med, på papiret, samme model i grafen nedenfor.

Grafen viser, hvor hurtigt en Llama AI-model kan arbejde lokalt på maskinen.

De færreste vil nok selv arbejde med egne AI-modeller på maskinen, men erfaringerne fra både Adobe og signalerne fra Microsoft tyder på, at blot det næste år kommer til at byde på flere lokale AI-værktøjer.

Og her kan en maskine uden den rette hardware virkeligt falde igennem.

Det samme gælder moderne spil, hvor AI-teknikker anvendes til at skabe ekstra billeder uden at hardwaren lægges ned. Det er et emne til en selvstændig artikel - for det er især her, at forskellen til Macbooks viser sig.

Hvad skal man købe?

Bagsiden ved creator-maskinerne er prisen, som hurtigt passerer 16-17.000 kroner for maskiner med 4070-kortet.

Ofte ender man dog på mere, når producenternes bedste hardware som top-CPU'er og OLED-skærme bliver kombineret for at skabe den ægte desktop-replacement, som kan lave både 3D-arbejde, foto og video.

Det er mange penge.

Men er behovet der, så er det værd at huske, at du med bærbare som denne får en avanceret ydelse, som for blot få år siden var forbeholdt bedre stationære maskiner.

Nu kan du tage tusindvis af specialiserede kerner, der tygger på smart software, med under armen.

Det er svært at være utilfreds med.


Loading ikon