Det amerikanske valg mellem demokraternes kandidat Kamala Harris og republikanernes kandidat Donald Trump finder sted 5. november, og med under to uger til valgdagen tager påvirkningskampagnerne til.
Det fremgår af en analyse fra Microsoft, som sporer påvirkningskampagner af valget og tidligere har påpeget russisk påvirkningskampagner.
Kampagnerne kommer fra Rusland, Iran og Kina.
”Med to uger til valgdagen 2024 observerer Microsoft Threat Analysis Center (MTAC) en vedvarende indflydelse fra Rusland, Iran og Kina, der sigter mod at underminere amerikanske demokratiske processer,” skriver Clint Walls, der er topchef for Microsoft Threat Analysis Center (MTAC), i et blogindlæg.
Blandt andet melder Microsoft også ud, at cyberaktører fra Iran har stjålet materiale fra Trump-kampagnen.
”Siden vores sidste to rapporter har den amerikanske regering truffet mange handlinger, der afslører cyber- og indflydelsesaktivitet fra udenlandske modstandere i forbindelse med valget i 2024.”
”Senest omfatter det afsløring af ondsindede iranske cyberaktørers afsendelse af "stjålet, ikke-offentligt materiale fra tidligere præsident Trumps kampagne” til både personer, der dengang var tilknyttet præsident Bidens kampagne og amerikanske medieorganisationer, og anklagen mod tre iranske aktører for hack-and-leak-operationen rettet mod Trump-Vance-kampagnen,” skriver Walls.
Microsofts overvågning peger på, at iranske aktører primært går efter at ramme Trump-kampagnen, mens russiske aktører går efter Harris-kampagnen. Dertil kommer de kinesiske aktører, som skyder med spredehagl og går efter flere kandidater og medlemmer af den amerikanske kongres, som går ind for politikker, der er imod Kina.
Konkret drejer det sig om misinformation, AI-indhold som deepfakes eller tyveri af fortrolig information, som efterfølgende deles.
Især russerne er glade for at benytte generativ AI til påvirkningskampagner.
”Russiske aktører fortsætter med at skabe AI-forstærkede deepfake-videoer om vicepræsident Harris. I en video er Harris afbildet som angiveligt at komme med nedsættende kommentarer om tidligere præsident Donald Trump. I en anden fra en troldefarm i Kreml, vi sporer som Storm-1516, er Harris anklaget for ulovligt krybskytteri i Zambia.”
”Endelig spreder en anden video desinformation om den demokratiske vicepræsident-nominerede Tim Walz, som har fået mere end 5 millioner visninger på X i løbet af de første 24 timer,” skriver Walls.
Clint Walls understreger, at disse aktører kan handle hurtigt, når det kommer til disse skadelige kampagner.
”Historien har vist, at udenlandske aktørers evne til hurtigt at distribuere vildledende indhold i væsentlig grad kan påvirke offentlighedens opfattelse og valgresultater. Med særligt fokus på de 48 timer før og efter valgdagen skal vælgere, statslige institutioner, kandidater og partier forblive på vagt over for vildledende og mistænkelig aktivitet online. Tidlig opdagelse og faktatjek er fortsat afgørende for at imødegå disse bestræbelser og bevare valgintegriteten,” skriver han.
MTAC vil fortsætte med at overvåge påvirkningen af valget og levere opdateringer løbende.