Alle har nok grinet af et meme, der sylespidst rammer en aktuel politisk sag, en dårlig film eller en hverdagsbegivenhed. For som koncept er memes helt enkelt internetgaven, der bliver ved med at give.
Men memes er også våben i den kulturkrig, som foregår i Vesten og ikke mindst i USA i disse år. Det er udgangspunktet for bogen ”Meme Wars: The Untold Story of the Online Battles Upending Democracy in America”.
”Meme Wars er kulturkrige, accelereret og intensiveret på grund af internettets infrastruktur og incitamenter, som handler med forargelse og ekstremitet som valuta, belønner hastighed og omfang, og flader verdensoplevelsen ud til en uendelig rulle af billeder og ord, et morads, der er i stand til at opsluge tålmodighed, venlighed og forståelse,” som de tre forfattere Joan Donovan, Emily Dreyfuss og Brian Friedberg frit oversat konstaterer.
Og så er det ligesom slået fast.
Bogen giver en grundig og til tider skræmmende indførsel i, hvordan især højreradikale kræfter i USA op til og under Donald Trumps første præsidentperiode samles omkring elementer som Pepe the Frog og QAnon på platforme som fx 4chan, 8chan, Telegram og Twitter/X.
Men forfatterne går længere end det. For undervejs får de omtrent konkluderet, at symboler og memes var afgørende for, at Donald Trump vandt valget tilbage i 2016, ligesom de blev brugt som våben under hashtags som #StopTheSteal, der opildnede MAGA-tilhængere til at angribe Kongressen tilbage i 2021.
Med et nyt amerikansk præsidentvalg lige om hjørnet er det bestemt interessant dykke ned i, hvordan den politisk krig ikke mindst bliver udkæmpet online.
Man bliver måske ikke ligefrem opløftet af at læse Meme Wars. Til gengæld bliver man klogere på en udvikling, som med sikkerhed accelererer yderligere i de kommende år – med god hjælp fra effektive AI-værktøjer.
Titel: Meme Wars: The Untold Story of the Online Battles Upending Democracy in America.
Forfattere: Joan Donovan, Emily Dreyfuss og Brian Friedberg.