Lavere elpriser er godt for den enkelte forbruger, men skidt for Norlys.
Den jyske tele- og energikæmpe har netop aflagt regnskab for første halvår 2024, og det er med en omsætning, der falder til 6,5 milliarder kroner mod 8,3 milliarder kroner i første halvår 2023.
Det store fald skyldes særligt de lavere energipriser, hvilket også er medvirkende til, at Norlys’ resultat før skat lander på 200 millioner kroner mod 500 millioner kroner sidste år.
”Når vi trods alt lander på et lille plus, viser det styrken i vores forretningsmodel, hvor vi er bredt til stede i værdikæderne inden for energi og tele,” udtaler Gert Vinther Jørgensen, der er koncernfinansdirektør i Norlys, i en pressemeddelelse.
Telia bidrager mere end forventet
Halvårsregnskabet påvirkes også af det højere renteniveau i samfundet, som blandt andet påvirker Norlys’ fiberforretning, hvor den fortsatte udrulning af fibernet skal forrentes.
Derudover er Norlys på et hårdt konkurrencepræget bredbåndsmarked, hvilket påvirker indtjeningen i Norlys’ internet- og tv-forretning.
Men Norlys har sat sig på en stor del af telemarkedet i Danmark, og i april måned cementerede de sin position, da de officielt overtog nøglerne til Telia, som de har købt for 6,25 milliarder kroner.
Og Telia bidrager allerede positivt til Norlys-forretningen.
”Telia holder godt momentum, og på trods af omkostninger til integrationen af selskabet, bidrager Telia bedre end forventet,” siger Gert Vinther Jørgensen.
Men Norlys kommer forventeligt til at bruge flere penge på Telia efter opkøbet.
Udover den endelige købspris på 6,25 milliarder kroner har Norlys nemlig tidligere meldt ud, at der vil være store udgifter forbundet med at integrere Telias it-systemer ind i Norlys-maskineriet.
Norlys har brugt 1,9 milliarder kroner på investeringer i første halvår 2024 mod 1,7 milliarder kroner sidste år.
”Investeringerne koster på den korte bane, men det er det, vi skal leve af på den lange,” udtaler Gert Vinther Jørgensen.
Det er især udbygning af el- og fibernettet, opbygning af et landsdækkende ladenetværk og store it-investeringer, som fylder hos energi- og telekoncernen.
”I Norlys er vi med til at drive den grønne omstilling, blandt andet med et ladenet til elbiler, der skal dække hele landet. Samtidig er vi i gang med en omfattende transformation af hele slutkundeforretningen for at kunne give både husstande og virksomheder mere sammenhængende og enkle løsninger,” fortsætter Gert Vinther Jørgensen.
Energi falder i pris
Norlys’ resultat påvirkes samtidig negativt af Norlys Energy Trading, som Norlys er majoritetsejer af.
Selskabet oplyser, at Norlys Energy Trading i øjeblikket investerer i etableringen af en kundeforretning, og derudover påvirkes tradingselskabet af langtidskontrakter på transportkapaciteter – det vil sige rettigheder til at flytte energi mellem markeder.
Disse transportkapaciteter har tidligere bidraget til en ekstraordinær indtjening, da elpriserne var tårnhøje.
Men i første halvår af 2024 påvirker transportkapaciteterne altså Norlys’ indtjening negativt.