Den ombejlede OpenAI-stifter Sam Altman vil give det meste af sin formue væk.
OpenAI-stifteren har i hvert fald sammen med sin mand, Oliver Mulherin, underskrevet den såkaldte ‘Giving Pledge,’ som mange ultrarige personer i verden har underskrevet.
Med underskriften forpligter de sig - i hvert fald moralsk - til at donere langt størstedelen af deres formue til velgørende formål.
Sam Altman er på kort tid blevet katapulteret op til berømmelse med lanceringen af ChatGPT for halvandet års tid siden, der for alvor markerede startskuddet til det, som alle regner for at være en ny it-æra med AI som omdrejningspunkt.
Ifølge Bloomberg er Sam Altman for tiden god for omkring to milliarder dollar.
Langt størstedelen er bundet i ejerandele i forskellige firmaer.
Sam Altman ejer eksempelvis en pæn del af Reddit, men ejer ikke - som mange ellers tror - noget af OpenAI.
“Vi vil fokusere vores donationer [af formuen, red] på at understøtte teknologi, der kan hjælpe til med at skabe overflod til andre mennesker, så de kan bygge stilladset endnu højere,” lyder det i en besked fra parret.
Giving Pledge blev grundlagt af Warren Buffet, Bill Gates og hans daværende hustru, Melinda Gates, i 2010.
Bill Gates og Warren Buffet var på dette tidspunkt blandt jordklodens absolut mest velhavende mennesker.
Giving Pledge blev formuleret med henblik på at få verdens ultrarige til at donere mindst halvdelen af deres formue til velgørende formål - eventuelt efter deres død.
Mere end 240 ultrarige mennesker fra 30 lande har indtil videre skrevet under på dokumentet.