Den canadiske apotekskæde London Drugs har lukket alle sine butikker i det vestlige Canada for at begrænse skaden, efter, hvad kæden beskriver som, en "cybersikkerhedshændelse".
Virksomheden har også hyret eksterne eksperter til at undersøge cyberangrebet, der påvirkede dens systemer i weekenden.
Det skriver Bleeping Computer.
"28. april 2024 opdagede London Drugs, at det var offer for en cybersikkerhedshændelse. For at være forsigtige lukker London Drugs alle butikker på tværs af Vestcanada indtil videre," lyder det fra London Drugs i en meddelese.
"Ved opdagelsen af hændelsen iværksatte London Drugs straks forholdsregler for at beskytte sit netværk og sine data, herunder at hyre førende tredjeparts cybersikkerhedseksperter til at assistere med afskærming, afhjælpning og til at foretage en retsmedicinsk undersøgelse," lyder det videre
Har ikke underrettet myndigheder - endnu
London Drugs har endnu ikke underrettet relevante myndigheder om dette cyberangreb, da der ikke er tegn på, at personlige eller sundhedsoplysninger fra kunder eller medarbejdere er blevet kompromitteret.
"Hvis vores undersøgelse indikerer, at personlige oplysninger er blevet kompromitteret, vil vi underrette de berørte parter og relevante privatlivskommissærer i overensstemmelse med gældende privatlivslove," lyder det i meddelelsen fra kæden.
London Drugs beskæftiger mere end 9.000 personer, der yder apoteks- og sundhedstjenester i over 80 apoteker på tværs af Alberta, Saskatchewan, Manitoba og British Columbia.