Artikel top billede

(Foto: JumpStory)

Bang. Så flyttede kampen mellem purpose og profit ind i min hverdag. Glædelig jul

Klumme: Få nu ikke mandlen galt i halsen, men er det egentlig ikke muligt at forestille sig en verden uden økonomisk vækst? Og giver det så egentlig nogen mening at jagte de sidste procenter på bundlinjen? Og hvilke bundlinjer taler vi egentlig om nu og i fremtiden?

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Forleden så jeg en overbevisende video med en fransk forsker, tilknyttet Lund Universitet, på en talerstol i EU-parlamentet. Han talte på en konference om de-growth.

Hvis man skal opsummere hans synspunkt i én bouillon-terning, så er det, at vi i den rige, industrialiserede del af verden ikke kommer udenom en reduktion af BNP og negativ økonomisk vækst, hvis vi skal leve op til klimamålene (a.k.a. redde planeten).

Nul tro på vækst dér!

Se eventuel selv de 10 minutter med Timothée Parrique her Beyond Growth.

Det interessante er, at inputtet til de-growth kom fra dygtige ledere i min egen koncern.

Det vil sige, at det var komplet integreret i min hverdag som leder. På sæt og vis noget overraskende og samtidigt meget opløftende.

Noget af en kontrast

Vi har ledere, som tager purpose til et nyt og højt niveau, når de foreslår at skære ned i koncernens overskud og eksperimentere med at udvikle re-generative principper i vores virkelighed som konsulentvirksomhed.

Men det er også noget af en kontrast.

De sidste seks uger har jeg virkelig løbet stærk. MUS-samtaler, strategiprocesser, bestyrelsesmøder og budgetter, genforhandling af store kundekontrakter.

Det er forretningsmæssig virkelighed, som de fleste kender den.

Optimering af en forretning. Panderynker, hvor det går mindre godt, solskin og medvind på cykelstien, hvor det går bedre end planen.

Klimadata

Nej, purpose-holdet er virkelig et anderledes ansvarlighedens pust.

Ikke at vi som koncern ikke har gode ord om bæredygtighed med i vores værdigrundlag.

Vi har også lige lukket en aftale om at levere Microsoft Sustainability Manager til en stor koncern, som ønsker at tracke sit klimaaftryk.

Det handler om at samle og rapportere på klimadata.

Vores ledere tager bare purpose-tænkningen langt længere ud og langt længere ned i detaljen.

På den måde er de på dilemmakurs med en isoleret økonomisk bundlinjetænkning.

Det svarer til at have Alternativet og Liberal Alliance repræsenteret i en bestyrelse, hvor midtbanen domineres af Konservative og Socialdemokrater.

Flere bundlinjer

Til en vis grad kan det være et generationsspørgsmål, for det er yngre kræfter, der tager bæredygtighedspositionen på sig og er villige til at handle efter den og betale for den.

Ledere, der har været i gang i flere årtier, forholder sig mere eller mindre selvfølgeligt til den økonomiske bundlinje. (Ja, jeg ved godt, at jeg generaliserer voldsomt, ganske bevidst!)

Bundlinjer. Er det ikke præcis, hvad det handler om?

Jeg tror på, at digitaliseringen kan skabe en verdensøkonomi med transparens på klimaets bundlinje, så vi kan se effekten af mikrobeslutninger og summere klimaregnskabet op på virksomhedsniveau.

På den måde får vi markedsmekanismen til at arbejde for bæredygtighed.

På den anden side kommer der også mange andre problemstillinger med digitalisering – eksempelvis det klimaaftryk det sætte med en Chat GPT forespørgsel eller et ikke energioptimeret datacenter.

Men utålmodigheden med politiske benspænd (se blot de netop overståede COP28 forhandlinger), langsommelighed og greenwashing, får helt sikkert mange til at skrue op for retorikken som Greta Thunberg.

Og måske skal vi vænne os til en cirkulær økonomisk jul, hvor gaverne er genbrug, og forbruget går ned.

I så fald siger jeg glædelig jul og godt nytår til kloden.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.