Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Så blev det 1. december, finansloven er i hus, vinteren har afløst regntiden, og vi kan nu for alvor tage fat på julefrokoster og glögg, som har det til fælles, at sjælen bliver varmet og løftet. Og selv om en livgarder kan sove hvor som helst, når som helst og med hvem som helst, så kan jeg ikke anbefale min egen idé sidste år, hvor jeg efter en fantastisk aften på restaurant Schönemann's på et tidspunkt, efter et mindre styrt på el-cyklen, lidt senere lagde mig til at sove i sneen på grusstien henover Amager Fælled.
Min hustru påstår, at jeg var rimelig kold, da jeg kom hjem halvanden time senere.
Lidt senere syntes hun i øvrigt, at hovedpuden var meget våd, og så endte vi med ægte julehygge på skadestuen, bare fordi jeg havde fået cykelstyret i øjet.
Vi gutter fra RH-kollegiets Køkken 2A skal i øvrigt gentage successen på Schönemann's 9. december, hvilket er dagen EFTER min næste klumme. Det er smart.
Så er der straks mere substans og livskompetence i disse fire, unge gardere, der kunne deres førstehjælp - lyt til en fantastisk beretning, der luner og løfter, fra en garder, der forstod at give hjertemassage så både brystbenet og seks ribben brækkede på den døde mand (der derfor overlevede).
Det starter (selvfølgelig) ved 42:18:
https://podcasts.apple.com/dk/podcast/frontlinjen/id1527238679?i=1000636904645
Hvis man skulle forvilde sig i byen i København er Stauan i øvrigt en meget overset perle af et øl-sted, hvor de bornholmske værter serverer bornholmske specialiteter fra Svaneke og Small Batch Brewery OG ikke mindst en variation over den bornholmske dram Syp, som de kalder En Sjat, hvori der er alle mulige urter, snaps, rom, honning og lidt chili. Dén giver varmen!
Lige ved siden af ligger den fantastiske restaurant 1733, hvor deres malt-snaps med hyldeblomst fra Fur nok er den bedste snaps, som jeg har smagt i mit liv.
Nå, i denne omgang må jeg indlede med en Undskyld!-note, skælde ud på jer alle sammen i et stykke tid (fordi I sikkert fortjener det), nævne to totale opture over menneskeheden og slutte med et par chok-meldinger fra det offentlige og lidt ydmygelse af EDC, der overhovedet ikke mener, at det vil give problemer for deres kunder, at op til 15 år gamle oplysninger om pas og papirer nu ligger på DarkNet.
Hav et godt glas, måske to, klar!
Let's go!
UNDSKYLD! Min ven C havde gjort mig opmærksom på, at svaret med hensyn til cybersikkerhed IKKE er 42, men derimod samvittighedsfuldhed og lov, og jeg glemte at nævne det i sidste uges klumme som lovet.
Han skriver:
"Jeg har prøvet meget i min tid for at påvirke beslutningstagere til at forstå, at de var non-compliant. Nu ser jeg endelig hos en ny arbejdsgiver, at compliance blive taget alvorligt.
Hvad adskiller så min nye arbejdsgiver fra de andre, som jeg har været hos? Jep du gættede rigtigt: Samvittighedsfuldhed og lidt lovgivning (NIS2 og GDPR).
Var mine tidligere arbejdsgivere så ikke samvittighedsfulde? Næ ikke dem, som var de rigtige beslutningstagere - og nogle gange heller ikke dem, som skulle forklare de rigtige beslutningstagere, at de var non-compliant eller var ved at tage en beslutning, som ville gøre dem non-compliant."
Undskyld, C!
Vandmiljøet og cybersikkerheden: Vi er alle skyldige
Vi er alle, høje og lave, skyldige i ikke at gøre noget ved vores it-/cybersikkerhed.
En analogi: Det er jo næsten som at følge debatten om landbrugets forurening af vore vandløb, søer og indre farvande, hvor vi på 42. år intet gør og bare lader stå til, mens situationen forværres.
Lobbyorganisation "Dansk Landbrug" har ansat snedige folk med ikke-videnskabelig baggrund, der smykker sig med titler som "miljødirektør" og bruger positiv negativsme non-stop:
"Ja, det ER rigtigt, at vi står for mindst 70 procent af forureningen, og at vores forsøg, der kostede nationen to spildte år, på at nedgøre nogle seriøse forskere fra Aarhus Universitet, slog læsterligt fejl, MEN..."
Hvis sådan en fyr kan kalde sig "miljødirektør", så er jeg afholdsdirektør.
Der er mulighed for at studere deres snedige strategi og "miljødirektørens" forskellige måder at skabe en alternativ virkelighed på her:
En miljødirektør afslører sine metoder og sprogblomster.
Som oversergenten skrev forleden:
"Vi har nu prøvet med det gode i mange år. Det er nok på tide med lidt tvang", og det har han så evigt ret i.
Men: Den manglende handling og stadigt værre situation gælder jo også for vores it-/cybersikkerhed, og vi ved det.
Vi smålyver bare over for hinanden og henviser til, at der trods alt [fyld selv ud med noget ligegyldigt sniksnak og papirfnidder].
Men vi ved det godt. Alle sammen.
Alle, lige fra Det Almindelige Menneske, der "ikke orker" at opdatere sin telefon, til chefen, der laver pseudomanøvrer og PowerPoints i stedet for at sikre netværk og data, er vi vidende om problemet og dets omfang, men vælger at gøre intet.
EU skal have point for at prøve. Tak for det.
NIS2 har "kæde-ansvar" og mulighed for straf af cheferne, så det er ikke givet på forhånd, at for eksempel det offentlige - efter de sædvanlige danske fiflerier for at udvande hele idéen med at hærde og sikre vores samfund - helt kan slippe for at gøre noget, ligesom det lykkedes dem med GDPR.
Måske er det denne gang ikke nok bare at skrive sig ud af det hele og efterlade vores vigtige infrastruktur lige så dum og sårbar, som vi så det med forsynings-virksomhedernes idiotiske og samfundsskadelige adfærd (som beskrevet i sidste uges klumme), da de stod foran en bølge af angreb fra russiske hackere OG fik en nem løsning serveret.
Man er, hvad man gør, ikke, hvad man skriver i afdelingen for compliance-pjank. Rygterne går på, at man helt friholder Tele, Finans OG de uduelige folk i Forsyningen for NIS2-direktivet. Smuk tanke, ikke?
De iskolde hænder
Lad os nu se, hvad de iskolde hænder i Digitaliseringsministeriet og andre steder kan servere af forvaltningskunst for os i forhold til NIS2.
De tøver jo aldrig med at skuffe og forværre vores sikkerhed, og selv om Mia Wagner måske endda skulle vide noget om emnet, og selv om hun måske endda sætter lidt tid af ved siden af sit meeeget vigtige job som ligestillingsminister, så kan det sædvanlige swingerbroderskab mellem DigSt og DI (lad os tilsammen kalde dem DI-gst) altid finde på noget, der svækker nationen.
Lad os alle håbe og bede.
Men nu er det tid til to gedigne opture og gode nyheder:
Optur 1: Nu bliver det endelig muligt for iværksættere at få den lovpligtige bankkonto, uden at møg-bankerne kan forhindre det (særligt meget, særligt længe) og tage sig alt, alt for godt betalt for absolut ingenting.
Shame on them for at have gjort dette i så mange år, shame on politikerne og embedsmændene for at have været totalt ligeglade, og hurra for, at det endelig sker, omend det så tilfældigvis sker - det jo ER Danmark vi lever i - af hensyn til sportsforeninger og bankoforsamlinger (fan'me god ironi, folkens):
Optur 2: Måske kan I huske, at det engelske AI-firma Deep Mind, der blev købt af Google for snart 10 år siden, i 2022 offentliggjorde 3D-strukturerne af sådan cirka alle kendte proteiner (cirka 200 millioner) i projektet AlphaFold?
Det tog og tager en hel Ph.D-studerende og dennes tid at finde strukturen for ét protein og så, vupti, var det gjort for alle kendte proteiner. Helt vildt. Læs mere her:
AlphaFold reveals the structure of the protein universe - Google DeepMind
Det var i 2022. Men her forleden var det så tid til at bruge Deepminds AI til at se på krystaller og mulige, fremtidige materialer:
https://deepmind.google/discover/blog/millions-of-new-materials-discovered-with-deep-learning/
De fandt 2.2 millioner nye strukturer, heraf 380.000 stabile strukturer, der kan bruges til at lave helt nye materialer med nye egenskaber.
Det er imponerende - og godt tænkt. Som Kenneth Cuckier fra The Economist skrev på Twitter: Der er nok en Nobelpris på vej. Men kan de give en nobelpris til en AI, eller hvad vil man gøre? Vi får se. Optur er det!
Så skal vi lige have to totale, vilde overraskeler fra mit favorit-område, nemlig offentlig it. Der er tale om deciderede choks, og I bør nok iiige tage en sluk før I læser videre:
Chok 1: Skat vil være låst fast i MANGE år og det endda på en DYR måde, til DXC (tidligere CSC) og KMD! Chok! Computerworld taler om "68 evighedssystemer", og det er da sjovt:
Skat hænger på DXC og KMD for evigt!
Chok 2: Antallet af offentligt ansatte vokser!
Jamen, det ER rigtigt! Hvem havde troet det? Staten har til gengæld brugt 500 millioner mindre på eksterne konsulenter, omend de to ting med statsgaranti ikke hænger sammen.
Den gode Fred Brooks beviste i sin fantastiske bog "The Mythical Man Month", at når man smider flere folk efter et forsinket projekt (og det kan man vel godt kalde det offentlige over en bred kam), ja så bliver projektet bare mere forsinket.
Jeg er som bekendt en kæmpe fan af at ansætte stadigt flere i det offentlige, så længe de bare ikke laver noget, der reelt gør en forskel.
Det holder de unge akademikere væk fra gaderne og sætter gang i økonomien.
Det er netop, når regeringer og administrationer stort set er handlingslammede, og bare skriver til og møder med hinanden, at økonomier trives, og folk kan forudsige den nærmeste fremtid. Det giver vækst og velstand, som vi ser i disse år i Danmark.
Jeg tør slet ikke gætte på, hvor mange man kan ansætte til at skrive til hinanden ved hjælp af alle de nye Co-Pilot-AI'ere, der kommer lige om lidt i Microsoft Office. Men det er mange.
Det var de to kæmpe-overraskelser. Nu skal vi have et Surprise Fun Fact:
Den årlige oversigt over de dyreste og billigste byer at leve i er nu kommet. Man sætter leveomkostningerne i New York til 100 og arbejder sig ud fra det. Er I klar?
Zürich og Singapore topper med 104. Bum. Geneve 100. København deler 8.-pladsen med Tel Aviv med en score på 89, mens San Francisco er på sølle 86.
Damaskus ligger på 13, Tehran på 20, Tripoli på 23 og Buenos Aires på sølle 37, så det er nok dér jeg vil bo, når jeg bliver stor.
Jeg mindes en P1-reportage fra tiden, hvor politisk korrekthed (PC) kun var en ting i USA, hvor to gamle, hvide, danske mænd fra DR sad på en fortovscafé i Buenos Aires og talte om, at de smukkeste kvinder i verden var de islandske og de argentinske. Nu, hvor Danmark også er PC er den optagelse formentlig blevet redigeret af en AI.
EDC og deres data. Hurra
Jamen, for Fanden. Fyr hele bundtet og læg ledelsens personlige info ud på nettet til fri afbenyttelse.
EDC er så gammeldags, at de kun burde hedde EDB. Jeg orker ikke at sige mere om de fjolser. Men husk på, at de repræsenterer det typiske niveau for datasikkerhed i danske bikse. Og det typiske niveau for ledelsens engagement i data-, it- og cybersikkerhed.
Skål og god weekend. Der kommer sneflokke væltende, der kommer stadigt flere julebryg på hylderne og vi har masser af penge mellem hænderne. Skriv til mig på mogensxy@gmail.com og fortæl mig, hvad I ønsker jer til jul, og jeg skal se, hvad jeg kan gøre. I fortjener det.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.