Der var moms med i beløbet, da fire danske mobilselskaber i 2001 gik med til at betale hver 950 millioner kroner for en licens til et 3G-mobilnetværk i Danmark. Det mener i hvert fald selskabet Hi3G, der står bag mobilselskabet 3.
Derfor kræver selskabet nu, at den danske stat skal betale i alt 190 millioner kroner tilbage for hver af de fire licenser. De ejes i dag af selskabet selv, TDC og Telia, mens den fjerde er sendt retur til IT- og Telestyrelsen.
- Det afgørende er, om IT- og Telestyrelsen agerede som afgiftspligtig person i forbindelse med, at de leverede 3G-licenserne. Vores synspunkt er, at der burde være opkrævet moms, fordi vi mener, at styrelsen er en afgiftspligtig person, siger juridisk direktør Ann-Louise Hansen.
Hi3G har indbragt sagen til Toldskat, som afviste kravet.
Venter på EU-dom
Nu er sagen havnet hos Landsskatteretten, som Hi3G har bedt om at vente på en afgørelse, til der er faldet dom i lignende sager ved EF-Domstolen.
Fire britiske mobilselskabers forsøg på at få 36 milliarder kroner tilbage i moms er nemlig endt hos EF-Domstolen. Det betyder, at sagen kan få præcedens og stor betydning i hele Europa, hvor mobilselskaber samlet set har brugt omkring 740 milliarder kroner på 3G-licenser.
Hos Hi3G i Danmark mener man, at der en seriøs chance for at få pengene tilbage.
- Det er en kvalificeret evaluering fra eksperter, statsautoriserede revisorer og advokater med speciale i momsspørgsmål, fortæller Ann-Louise Hansen.
Tabte 527 mio.
I Danmark har Skatteministeriet tidligere afvist, at der er udsigt til at gøre momskrav gældende.
De danske ejere af 3G-licenser betaler stadig af på den knap milliard kroner, de skal give for licenserne. Kun lidt under halvdelen af beløbet er betalt, og Telia har siden valgt at aflevere en licens tilbage til IT- og Telestyrelsen, efter selskabet købte Orange.
Under alle omstændigheder vil pengene falde på et tørt sted hos Hi3G, der i 2004 fik et underskud på 527 millioner kroner på at tilbyde 3G-telefoni til danskerne.
I årsregnskabets ledelsesberetning kaldes underskuddet dog for "tilfredsstillende i relation til selskabets planer".