Apple må for fjerde kvartal i træk indkassere en omsætningstilbagegang.
Således viser selskabets regnskab for fjerde kvartal, der blev offentliggjort torsdag aften, at omsætningen i det seneste kvartal er faldet med én procent sammenlignet med året før.
Ifølge regnskabet omsatte Apple i kvartalet for 89,5 milliarder dollar – svarende til 629 milliarder kroner – mens bundlinjen landede på 23 milliarder dollar
Til gengæld overgik Apple ifølge det amerikanske medie CNBC analytikernes forventninger, og i en skriftlig meddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet hæfter Apples topchef Tim Cook sig ved, at selskabets iPhone-omsætning steg med to procent sammenlignet med samme kvartal året før og aldrig tidligere har været så høj i fjerde kvartal.
“I dag kan Apple med tilfredshed præsentere en ny omsætningsrekord for iPhones for septemberkvartalet samt en ny omsætningsrekord for service-forretning,” siger Tim Cook ifølge en skriftlig meddelelse.
Den nye iPhone 15 udkom i slutningen af kvartalet, og det betyder, at der kun indgår en enkelt uges salg af den nye generation af telefoner i regnskabet.
Mac-salget styrtdykker
Iphone-salget var dog det eneste af Apples hardware-områder, der oplevede fremgang i det seneste tre måneder. Både iPad og Mac-salget måtte indkassere betydelig tilbagegang.
Således faldt iPad-salget med 10 procent, mens Mac-salget faldt med hele 34 procent sammenlignet med samme kvartal året før.
Apple har dog netop i denne uge præsenteret helt nye Mac-computere med den nye M3-processor, og det er således Tim Cooks forventning, at Mac-salget vil se betydeligt bedre ud i det næste kvartal.
“Jeg tror, at Mac vil have et signifikant bedre kvartal i december-kvartalet, hvor vi både har M3 og nye produkter,” siger Tim Cook ifølge CNBC.
Digitale tjenester boomer
Til gengæld kan Apple glæde sig over, at der fortsat er fremgang at spore i Apples services-forretning, hvor Apple i det seneste kvartal havde en omsætnings fremgang på 16 procent sammenlignet med året før.
Apples services forretning indbefatter blandt andet App Store, iCloud, Apple samt streamingtjenesterne Apple Music og Apple Tv+.
Et andet element i Apples services-forretning er selskabet aftale om at gøre Google til standard-søgemaskinen i Apples Safari-browser. Det betaler Google i omegnen af 19 milliarder dollar for om året.