Sonofon må vente lidt endnu på at tjene sin investering hjem i discount-selskabet CBB Mobil, som i april 2004 blev købt for 130 millioner kroner.
CBB's første regnskabsår som Sonofon-ejet endte nemlig med et underskud på tre millioner kroner mod et overskud på mere end 13 millioner kroner i 2003.
Størstedelen af forskellen skyldes, at CBB nu benytter Sonofons regnskabsprincip, men resultatet anses alligevel som utilfredsstillende.
Forsigtige principper
- De principper, vi kører med nu, er meget mere forsigtige, og det i sig selv giver anledning til, at resultatet bliver så dårligt. Men vi har også måttet gå ud og sænke priserne radikalt, og det er klart, at det også påvirker, siger administrerende direktør Teddy Søgaard Pedersen.
Selv om CBB Mobil nu ejes af Sonofon, som igen ejes af norske Telenor, er de to selskaber fortsat skarpt adskilt.
Ifølge Teddy Søgaard Pedersen har hans folk et tættere samarbejde med Sonofons teknikere, ligesom der er Sonofon-folk i CBB-bestyrelsen. Men længere går samarbejdet ikke, mener han.
- Vi fungerer faktisk, lige som vi gjorde før, så ud fra en rent objektiv vurdering er der ikke sket noget. Regnskabsmæssigt og markedsmæssigt kører vi helt separat, fortæller han.
CBB bruger Sonofons netværk, og frygten for at miste CBB's trafik var en af årsagerne til, at Sonofon købte den noget mindre konkurrent.
Har taget stødene
Samtidig skulle CBB dog gerne generere et overskud, og det får selskabet også i år, mener Teddy Søgaard Pedersen.
- Jeg forventer helt klart, at vi nu har ændret regnskabsprincipper og ligesom taget de værste stød, det gav, så vi allerede i år kommer ud med et overskud igen, siger han.
Et af de tiltag, som skal give CBB fremgang, er et nyt produkt til foreninger og klubber.
- Vi har lanceret CBB Forening, hvor vi giver en rabat ned til 65 øre. Den gives på den måde, at du opretter dig som forening, og så kan alle gå ind og melde sig på. Resultatet er, at man får en rabat på seks procent på danske opkald, men pengene bliver udbetalt kontant til foreningen, fortæller Teddy Søgaard Pedersen.
Håbet er, at det nye produkt giver større kundeloyalitet.
CBB Mobils underskud sidste år har tidligere fået Sonofon til at sende 30 millioner kroner til datterselskabet for at genoprette egenkapitalen.