I weekenden blev Twitters ejer Elon Musk nødt til at skrue ned for antallet af tweets, som brugerne kunne se, hvilket skabte problemer for en del brugere.
Kort tid efter kunne Twitters konkurrent Meta, der er moderselskab for blandt andet Facebook og Instagram meddele, at selskabet er klar med en konkurrent til Twitter.
Den nye app får navnet Threads og i USA vil den kunne downloades til iOS og Android allerede fra i morgen, 6. juli.
Bliver knyttet til Instagram
Appen bliver tilsyneladende knyttet til Instagram, og omtales også i beskrivelsen som “en Instagram-app.” Det betyder også, at man kan genbruge sit brugernavn fra Instagram og dermed håber Meta tilsyneladende på at kunne skabe en synergi-effekt mellem de to apps,.
I App Store bliver Threads desuden beskrevet som en app, der samler fællesskaber og giver folk mulighed for at diskutere emner, som de går op i.
Indtil videre er det ikke muligt at finde henvisninger til appen i den daske App Store, og det er derfor uvist om den også står til at blive lanceret i Danmark i morgen.
Udfordret til slåskamp
Lanceringen af appen kaster sandsynligvis også yderligere brænde på bålet i forhold til rivaliseringen mellem Metas topchef Mark Zuckerberg og Elon Musk.
En rivalisering der betød, at Elon Musk meget opsigtsvækkende for nylig udfordrede Mark Zuckerberg til en MMA-kamp.