Godmorgen og velkommen til denne uges sidste omgang morgenbriefing fra Computerworld.
Det er grundlovsdag på mandag, så morgenbriefingen er først tilbage på tirsdag.
God weekend og god læselyst.
Aarhusiansk softwarehus åbner kontor i Madrid
Drømmer du om at arbejde under den spanske sol, kan det være en idé at søge hos Mjølner Informatics.
Software- og designhuset, der har hovedsæde i Aarhus, åbner nemlig kontor centralt i Madrid.
Det sker på grund af en generel stigende efterspørgsel på Mjølners services og et ønske om at styrke teamet både fagligt og kulturelt.
Mjølner Informatics har over 300 ansatte og er specialister i at levere digitale projekter til private og offentlige virksomheder. Kunderne tæller bl.a. Energinet, Tryg og HedeDanmark.
Elon Musk er hjemvendt fra charmetur til Kina
Tesla-direktør Elon Musk er hjemvendt efter en to-dages tur til Shanghai, hvor han blandt andet snakkede med Kinas vicepremierminister, Ding Xuexiang.
Det er første gang nogensinde, at Kinas vicepremierminister mødes en-til-en med en CEO for et udenlandsk selskab.
Musk har under sit Kina-besøg desuden spist med bestyrelsesformanden i den kinesiske batteriproducent, Contemporary Amperex Technology.
Det er ellers få ting, man egentligt ved om, hvad Musk har diskuteret med de kinesiske myndigheder. Flere kilder tæt på er ifølge Reuters ikke autoriserede til at snakke med medier.
Wizer får ny it-chef
Det danske teleselskab Wizer, der i tidligere hed Gigabit, har fået Steffen Friis som ny it-chef.
”Som ny IT-Chef hos Wizer, skal jeg stå for den daglige drift samt benytte mine kompetencer som Produktchef til at hjælpe med det kommende SaaS produkt og driften heraf,” skriver Steffen Friis på sin LinkedIn-profil.
Steffen Friis kommer fra en stilling som product manager og it-sikkerhedsspecialist hos VIPRE Security Group.
Wizers nuværende it-chef er Sune Engmann. Det er uklart, om han stopper hos Wizer.
Dells omsætning falder 20 procent
I første kvartal i år faldt Dells omsætning med 20 procent, hvilket markerer det tredje kvartalsregnskab i træk med faldende omsætning for den amerikanske hardwareproducent.
Omsætningsdykket skyldes, at efterspørgslen på it-hardware har været faldende siden coronapandemien, da arbejdspladser har købt mindre it-udstyr fordi, vi arbejder mere hjemme.
De seneste regnskaber fra Dells konkurrenter HP og Lenovo har også vist, at et opsving endnu lader vente på sig, da den usikre økonomi betyder, at virksomhederne holder igen med investeringer, hvilket forværrer lagerophobninger.
Det skriver Reuters.
App Store sætter omsætningsrekord
Apples App Store og dens økosystem genererede indtægter på i alt 1.100 milliarder dollar i 2022.
For at sætte tallene i perspektiv er det mere end en fordobling siden 2019, hvor det samlede beløb landede på 519 milliarder dollars. Det skriver det svenske it-medie Computer Sweden.
Udover omsætning fra apps og spil indgår også salg af tjenester og annoncer.
Apple fremhæver også, at økosystemet omkring App Store har skabt 2,4 millioner job i USA og det samme antal i Europa.