Streamingtjenester som Netflix og HBO, der retter sig mod et dansk publikum skal i fremtiden tvinges til at bidrage til produktionen af danske film og tv-serier.
Det fremgår af den medieaftale som Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har indgået med regeringen.
Ifølge aftalen skal mindst fem procent af deres danske omsætning føres tilbage til den danske branche.
Ordningen bliver skruet sammen på den måde, at tjenesterne skal betales et obligatorisk kulturbidrag på op til fem procent, men tjenesterne kan slippe for at betale bidraget, hvis de i stedet investerer i produktion af danske film og tv-serier.
Dansk indhold udfordres
Nettoprovenuet fra ordningen skal bruges til støtte af danske film, fiktionsserier og dokumentarfilm, og det ventes, at midlerne skal anvendes ti public service-formål, mens 80 procent skal gå til filmstøtteformål.
Det fremgår af medieaftalen, at dansk indhold bliver udfordret af film og tv-serier med et globalt fokus.
”Det er derfor afgørende, at de store streamingtjenester engageres i det danske mediekredsløb og bidrager til bæredygtigheden af det kreative økosystem, så det sikres, at der også i fremtiden produceres danske film, serier og dokumentarer af høj kvalitet,” lyder det i aftalen.