It-virksomheden Capgemini skal levere en ny forskningsløsning til Sundhedsplatformen for Region Hovedstaden.
Det oplyser Region Hovedstaden og Capgemini i en meddelelse til Computerworld.
Løsningen skal bruges i forbindelse med kliniske studier af medicinsk behandling på hospitalerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland.
”Med løsningen tager vi sammen med Capgemini et stort skridt i forhold til at understøtte den medicinske forskning. Forskningsløsningen stiller således store mængder relevante data til rådighed for de ansvarlige forskere på hospitalerne på hele Sjælland. Formålet er at finde ud af, hvilken medicin, der passer bedst til hver patient med afsæt i en lang række faktorer og derved effektivisere og forbedre behandlingen,” oplyser Mette Harbo, direktør for Center for IT og Medicoteknologi i Region Hovedstaden, i en skriftlig meddelelse.
Herlev og Rigshospitalet kommer først
I første omgang bliver den nye løsning udrullet som en pilotløsning på Herlev Hospital og Rigshospitalet i København, hvor den allerede er klar til at gå live.
Viser forsøget sig at være tilfredsstillende, vil næste skridt blive at udrulle den til de andre hospitalet i de to regioner.
Juri Osmolovski, der er direktør for offentlige sundhedsløsninger hos Capgimini, betegner i en skriftlig meddelelse sendt til Computerworld løsningen som en banebrydende og omkostningseffektiv måde at at gennemføre medicinske studier på.
”Det er en løsning, der har potentiale til at understøtte denne type studier med ny teknologi og bidrage til, at studier bliver nemmere og hurtigere at gennemføre og at patienterne og samfundet langt hurtigere får glæde af dem. Derfor er ambitionen også at levere lignende løsninger til en bred vifte af specialer på hospitalerne,” siger Juri Osmolovski ifølge meddelelsen.
Eksport-muligheder
Han vurderer desuden, at det på sigt vil blive muligt at tilbyde løsningen i andre lande, der anvender løsninger fra amerikanske Epic, der har udviklet sundhedsplatformen.
Eksempelvis bruger sundvæsenet i både Norge og Finland henholdsvis systemerne Helseplatformen og Apotti, der alle er tilpassede udgaver af sundhedsplatformen.
Ligesom Sundhedsplatformen herhjemme er de dog blevet mødt af massiv kritik fra både læger og sygeplejerske.
Det kan du læse mere om her