Når en science fiction-roman vinder Arthur C. Clarke-prisen, kan man med rette forvente store idéer og endnu større visioner.
Sidste års vinder – skotske Martin MacInnes’ ”In Ascension” – leverer i høj grad begge dele og gør det med en eksistentiel dybde, som gør, at man ikke kan lade være med at tænke på Clarkes ”2001: A Space Odyssey” og dens efterfølgere.
Bogen begynder i det dybeste mørke langt under havets overflade og slutter blandt stjernerne i jagten på et af de mest grundlæggende spørgsmål: Hvor hører vi til?
Hovedpersonen, Leigh Hasenboch, vokser op i et voldeligt hjem i Rotterdam og søger mod havet som en slags flugt.
Som marinbiolog er hun i en nær fremtid med på en ekspedition til en nyopdaget havgrav, tre gange dybere end Marianergraven, der måske kan løfte sløret for, hvordan livet opstod på Jorden.
Der sker dog noget uforklarligt i vandet, hvor Leigh oplever underlige lysfænomener, sygdom og uforklarlig eufori.
Snart bliver hendes forskning i alger koblet til både et nyopdaget artefakt i rummet og en eksperimentel og ekstremt kraftig rumfartsmotor med ukendt oprindelse.
Men bare fordi der er noget, man ikke kan forklare, kan man jo sagtens gå i gang med at bruge det (sådan har de fleste af os det jo f.eks. nok med AI).
Mystiske beskeder sendt til Jorden via den gamle rumsonde Voyager sætter i hvert fald gang i en rumrejse hinsides Neptun og Kuiperbæltet og vores solsystem, hvor grænsen mellem videnskab, mystik og tid begynder at gå i opløsning.
In Ascension er skrevet med en nærmest atmosfærisk præcision, hvor MacInnes lykkes med at få både det tekniske, det cellulære og det kosmiske til at fremstå næsten forståeligt.
Det er ikke en actionpræget sci-fi-roman, tværtimod tager Martin MacInnes sig god tid og dvæler også ved den langsommelige planlægning af en historisk rumrejse. Fortællingen og eksistentielle temaer som liv, død og det kredsløb, vi selv er en del af, folder sig gradvist ud i bogens fem dele.
Bogen er ifølge forfatteren en påmindelse om, at vi ikke blot bor på Jorden, men er en del af den. Måske er det derfor, at han tog sig tiden til at skrive bogen i hånden og uden digitale hjælpemidler.
I sit forord skriver Martin MacInnes i hvert fald, at romanen er et angreb på idéen om mennesket som adskilt fra Jordens system.
Det kan virkelig mærkes i bogen, uanset om vi er i svømmeturene, i mikroorganismerne eller i de genetisk modificerede alger, som spiller en afgørende rolle på rumrejsen.
Det samme gør selvfølgelig teknologi, men også teknologisk hybris, klimakrise og menneskets forhold til naturen.
Det er dog på ingen måde en bog fyldt med dommedagsretorik, men med plads til undren og refleksion i en historie, som både er gribende, underlig og tankevækkende.
Bogen er foreløbig ikke oversat til dansk.
Den engelske titel peger både på himmelfart og den britiske ø Ascension i Sydatlanten, men hvordan det hænger sammen, må man selv læse bogen for at finde ud af. Det er bestemt det værd.