Sydkorea vil bygge det, der bliver verdens største computerchipfabrik i Seoul-området.
Det skal ske med en investering på hele 230 milliarder dollar fra Samsung Electronics.
Det annoncerede den sydkoreanske præsident Yoon Suk Yeol onsdag - og senere bekræftede Samsung planerne.
Det skriver CNN.
De nye faciliteter vil blive placeret i Gyeonggi-provinsen, der er storbyområdet omkring den sydkoreanske hovedstad Seoul og ventes først at blive afsluttet fuldkommen i løbet af 20 år.
Sidste år annoncerede Samsung en plan om at investere mere end 350 milliarder dollar i sine virksomheder og skabe titusinder af nye job gennem 2026.
Det er dog uvist, om den tidligere annoncerede investering vil overlappe med den nuværende.
Vil udfordre Intel og TSMC
Samsung er bedst kendt for sin elektronikafdeling, der blandt andet producerer telefoner og fjernsyn, men selskabet har i de senere år fokuseret mere på at levere halvledere, da manglen på halvledere har givet grå hår i hovedet hos tech-producenter verden over.
I den forbindelse oplever Samsung hård konkurrence fra Intel og taiwanesiske TSMC.
Taiwans halvlederindustri er større og mere dominerende end Sydkoreas, hvilket Sydkorea er interesseret i at udfordre.
Det har dog givet bekymring, at to vitale chip-produktioner er geografisk placeret i to lande, der begge er militært truet af deres naboer: Nemlig Kina og Nordkorea. En konflikt i et eller begge lande ville være fatalt for forsyningssikkerheden af de eftertragtede halvledere.
Af samme grund har blandt andet den amerikanske regering og store virksomheder som Apple opfordret halvlederfirmaer til at placere deres produktioner lokalt - altså eksempelvis i USA.