Tre ud af fire danske virksomheder anvender fortsat Google Analytics, selv om Datatilsynet i efteråret konkluderede, at Google-tjenesten er i strid med GDPR.
Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra Obsidian Digital, skriver Markedsføring.
Datatilsynets afgørelse skyldes, at Google Analytics overfører data til USA uden videre og altså uden de nødvendige såkaldte supplerende foranstaltninger., og det er ikke lovligt ifølge GDPR.
Obsidian Digital mener, at årsagen til den fortsatte udbredte brug er, at Datatilsynet i kølvandet på afgørelsen meddelte, at man ikke aktivt ville forfølge sagerne.
“Datatilsynet var i forbindelse med deres udmelding også ude at sige, at de ikke proaktivt ville håndhæve deres udmelding i form af bøder, og jeg tror, det har fjernet den brændende platform for mange virksomheder,” siger Haldan Timm fra Obsidian Digital til Markedsføring.
Han vurderer, at mange virksomheder venter i håbet om, at Google Analytics igen bliver lovlig en dag.