Microsoft gigantkøb af Activision i fare efter afgørelse fra britisk myndighed
Den britiske konkurrencemyndighed Competition and Markets Authority (CMA) siger i en foreløbig afgørelse, at Microsofts opkøb af Activision Blizzard, der en af verdens største spilproducenter og står bag de populære World of Warcraft-spil, Call of Duty samt Candy Crush Saga, kan være hæmmende for konkurrencen på det britiske gaming-marked.
Det kan betyde, at den britiske myndighed i sidste ende kan blokere milliardhandlen.
I den foreløbige afgørelse, der kom onsdag, skriver konkurrencemyndigheden, at handlen giver grund til bekymring i forhold til konkurrencen, at den kan betyde højere priser, færre valgmuligheder samt mindre innovation, beretter Reuters.
Microsoft og Activision Blizzard var ellers enige om handlen, der – hvis den bliver godkendt – vil blive et af historiens største tech-opkøb nogensinde.
Prisen lyder på 69 milliarder dollar, som svarer til 479 milliarder kroner.
CMA har i den forbindelse sendt en liste med mulige tiltag til begge parter.
Her fremgår det, hvad myndigheden kan ende med at kræve af Microsoft:
- Frasælger al forretning, der er forbundet til det populære Call of Duty-franchise
- Afhænde Activision-delen af Activision Blizzard
- Afhænde både Activision og Blizzard
- Annullere handlen
Myndigheden ventes at komme med en endelig afgørelse 26. april 2023, efter den britiske myndighed igangsatte en dybdegående undersøgelse af handlen 1. september 2022.
"Fusionen vil blive henvist til en dybdegående undersøgelse, medmindre parterne giver acceptable tilsagn om at løse disse konkurrenceproblemer," lød det fra CMA dengang.
Det er dog ikke kun de britiske konkurrencemyndigheder, der undersøger milliardhandlen.
Også de amerikanske handelsmyndigheder, FTC, undersøger Microsoft-købet. EU-Kommissionen forventes at ville gøre det samme.