Det uafhængige amerikansk regeringsorgan Federal Trade Commission (FTC), som skal sikre den frie konkurrence og beskytte forbrugerne mod unfair forretningsmetoder, argumenterede torsdag for et midlertidigt fogedforbud for at blokere Microsofts kæmpeopkøb af videospilproducenten Activision Blizzard.
"Hvis denne aftale fuldføres, vil det kombinerede selskab have evnen og incitament til at skade konkurrencen på forskellige markeder relateret til konsoller, abonnementstjenester og cloud (til spil)," lød det ifølge Reuters fra FTC-advokat James Weingarten i sin åbningstale på førstedagen af i alt fem dage, som bevisførelsen er fastlagt til at tage.
Her er det blandt andet planlagt, at Microsoft CEO Satya Nadella og Activision CEO Bobby Kotick skal vidne i den kommende uge i næste uge.
FTC er gået rettens vej, fordi regeringsorganet har behov for en dommers ord for, at handlen til 69 milliarder kroner - 470 milliarder kroner - ikke kan gennemføres, indtil FTC's egen interne domstol får mulighed for at afgøre, om Microsofts opkøb skader konkurrencen i spilindustrien.
Et af FTC's argumenter er, at opkøbet vil give Microsofts Xbox-konsol eksklusiv adgang til Activisions spil og efterlade Nintendos og Sonys konsoller udenfor.
Microsofts advokat plæderede dog for, at det kun vil give mening for Xbox at gøre Activision-spillene tilgængelige for så mange mennesker på så mange platforme, som overhovedet muligt.
Fredag er det blandt andet Microsofts spilchef Phil Spencer og Jamie Lawver, som er Microsofts seniorfinansdirektør, der sætter sig i vidneskranken.
Søgsmålet er endnu en i rækken af forhindringer
Det er ikke kun i USA, at Microsofts opkøb af Activision har givet udfordringer for selskaberne.
Microsofts opkøb af Call of Duty-producenten blev godkendt af EU i maj efter flere omgange, hvor selskabet skulle stå skoleret, mens de britiske konkurrencemyndigheder spændte ben for handlen i april måned.
Høringerne forventes at fortsætte frem til den 29. juni.