Microsofts opkøb af Activision Blizzard, der er et af de største opkøb i tech-historien, vil muligvis gå igennem EU's konkurrence-nåleøje uden større anmærkninger.
Det skriver Reuters.
Det er den danske konkurrencekommissær for EU-Kommissionen Margrethe Vestager, der ventes at blåstemple handlen, efter at have kigget nærmere på opkøbet til en værdi af 69 milliarder dollar - svarende til knap 500 milliarder kroner.
Siden det blev offentliggjort, at Microsoft ville overtage spilproducenten, har konkurrencemyndigheder verden over gransket opkøbet nøje for at undersøge, om opkøbet vil være konkurrenceforvridende.
Fristen for EU-Kommissionens beslutning om det store opkøb blev udskudt til 25. april for nylig.
Kilder tæt på sagen oplyser ifølge Reuters, at EU - i modsætning til den britiske konkurrencemyndighed - ikke vil kræve, at Microsoft frasælger dele af forretningen for at få tilladelse til at gennemføre købet.
Microsoft vil dog blive tvunget til at lave aftaler med konkurrenter, der gør det muligt for disse konkurrenter at kunne tilkøbe licenser, der gør det muligt at kunne spille Activision Blizzards spil på deres konsoller og platforme.
Denne forpligtelse er formentlig henvendt særligt mod Sony, der har været en af de argeste modstandere af gigantopkøbet og kaldt det konkurrenceforvridende.
Britiske konkurrencemyndighed spænder måske ben for opkøb
Den britiske konkurrencemyndighed Competition and Markets Authority (CMA) sagde i begyndelsen af februar i en foreløbig afgørelse, at Microsofts opkøb af Activision Blizzard kan være hæmmende for konkurrencen på det britiske gaming-marked.
I den foreløbige afgørelse, skriver CMA, at handlen giver grund til bekymring i forhold til konkurrencen, at den kan betyde højere priser, færre valgmuligheder samt mindre innovation.
CMA har i den forbindelse sendt en liste med mulige tiltag til begge parter.
Her fremgår det, hvad myndigheden kan ende med at kræve af Microsoft:
- Frasælger al forretning, der er forbundet til det populære Call of Duty-franchise
- Afhænde Activision-delen af Activision Blizzard
- Afhænde både Activision og Blizzard
- Annullere handlen
"Fusionen vil blive henvist til en dybdegående undersøgelse, medmindre parterne giver acceptable tilsagn om at løse disse konkurrenceproblemer," lød det fra CMA dengang.
Det er dog ikke kun de britiske konkurrencemyndigheder og EU-Kommissionen, der undersøger milliardhandlen.
Også de amerikanske handelsmyndigheder, FTC, er i gang med at undersøge Microsoft-købet.