CES-messen åbner portene denne uge, og dermed begynder lidt af en højtid for dem, der skulle være interesserede i elektronik.
Blandt de mange nye elbils- og fjernsynsnyheder, er der kommet en stribe spændende bud på, hvordan en bærbar maskine også kunne tage sig ud.
Nogle af idéerne bag kan synes lidt småskøre, men da der samtidig bydes på helt unikke funktioner, bør du læse med herunder og se, hvorfor udviklingen indenfor bærbare stadig lever i bedste velgående.
Lenovo Thinkbook Plus Twist
Hybrid-enheder er langt fra at være nogen nyhed.
Men i Lenovos nye ’Twist’ enhed byder den kinesiske producent på en tilgang, som potentielt kan forene det bedste fra flere verdener: E-bogslæseren, tabletten og den regulære laptop.
Det sker ved, at Lenovo her bygger to forskellige skærme – en OLED skærm til at puste liv, farver og kontrast i tingene på den ene side, mens den anden side får en særlig ’e-ink’ skærm, der kan simulere printet papir.
Sidstnævnte giver unikke fordele ved at kræve minimalt med strøm og ved at være særdeles nem at læse i fuldt dagslys.
Den har samtidig også klare ulemper ved at være yderst sløv til at opdatere og ved at have meget udviskede farver, hvilket udelukker eventuel film eller spil, på den side af skærmen.
Begge skærme understøtter touch-betjening og notestagning med den medfølgende pen.
Selve maskinen byder ellers på det forventelige for en premium bærbar: Nyeste 13. generations Core processorer fra Intel, 16 gigabyte hukommelse og en terabyte ssd-lager.
Prisen lyder på 1.649 amerikanske dollar, svarende til knap 11.700 kroner før eventuel moms og told.
Den forventes at være klar til salg fra juni måned.
Lenovo Yogabook 9i
Lenovo forsøger sig igen med at integrere to skærme i en enhed i år: Denne gang med Yogabook 9i.
Her får de to skærme dog lov til at sidde overfor hinanden, mens tastaturet altså fortrænges til at ligge i en selvstændig trådløs enhed.
Opbygningen giver dog den åbenlyse fordel, at du får dobbelt så meget skærmareal at arbejde med: To gange 13 tommer faktisk.
Driftstiden afhænger dog i høj grad ad, hvorvidt du bruger begge skærme samtidigt. Lenovo oplyser her 14 timer med en skærm og 10 timer med begge i spil.
Skærmene er her begge af OLED typen, med den gode kontrast og de gode farver det tilbyder.
Det lidt utraditionelle format betyder dog, at Lenovos maskine må nøjes med en særlig strømbesparende (læs: sløv) processor i form af en Core i7-U15 processor. Denne får dog 16 gigabyte ram at rute med og en halv terabyte lager.
Prisen lyder på 2.099 dollar, når den får salgsdebut en gang i juni 2023.
LG Gram Ultraslim
Hos sydkoreanske LG stiles der efter at slå rekorder ved at klemme så meget elektronik ind som muligt på minimal plads.
Resultatet hedder LG Gram Ultraslim og ender med at være en bærbar i fuld størrelse, som Ikke fylder meget mere end en blok A4-papir.
Bærbaren er blot en centimeter i tykkelsen og vejer nøjagtig et kilo. Det er til trods for, at der her diskes op med 15,6 tommer OLED-skærm, 13. generations Core processor og 16 gigabyte ram parret op med en terabyte lager.
LG oplyser dog ikke endnu, i hvilket omfang den nye bærbar vil kunne leveres udenfor udvalgte markeder, samt hvornår den får salgsdebut.
Monster-maskiner
Mens LG skubber grænserne for, hvor tyndt en laptop kan skæres, synes en anden klasse af maskiner at arbejde i stik modsatte retning.
De store gaming-maskiner rykker en vægtklasse op, givetvis for at kunne huse de stadigt kraftigere, men også mere strømforbrugende komponenter, markedet har at byde på. Såsom Intels og AMD’s nye top-processorer og Nvidias kommende RTX 4090 serie til bærbare.
Det akkompagneres samtidig af endnu større skærme, som nu strækker over hele 18 tommer.
Flere producenter er klar med maskiner i den nye heftige vægtklasse: Acer med Predator Helios 18, Dell med Alienware M18, Asus med ROG Strix G18 samt Razer med en kommende Blade 18.