Artikel top billede

Strømlinet arbejdshest på godt et kilo. HP’s Dragonfly har designet med sig og lyd fra Bang & Olufsen. (Foto: HP PR)

Test: HP's ultralette lækkerbisken kan sagtens blive din næste business-laptop

HP Elite Dragonfly er en lækkerbisken, hvor tastatur, skærm og formfaktor spiller godt sammen. Men prisen er også høj, når specifikationer tages med i ligningen.

Når prisen hedder omkring de 16.000 kroner med moms, kan man godt forvente lidt mere. Og der er bestemt brugt masser af gode kræfter på at få denne HP op på dupperne.

Men når de primære konkurrenter hedder Lenovo, Dell og Asus så skal den selv en storspiller som HP stå tidligt op. Der er virkelig mange lækre lette og hurtige bærbare i den prisklasse.

Design lige efter bogen

Vægten balancerer omkring det magiske ene kilo alt efter konfiguration. Og med sin 13,5”-skærm er det hverken din skulder eller taske, der bliver overbelastet, når den skal med ud.

Trods den lave vægt er HP vridningsstabil ud over det sædvanlige. Nu bukker jeg ikke en laptop ud over skrivebordet når jeg tester. Men det er tydeligt, at den flekser mindre end andre ultralette bærbare.

Det har betydning på mange parametre i forhold til, hvor længe indholdet under tastaturet og ikke mindst skærmen holder, når du har hevet den op og ned ad tasken adskillige hundrede gange. Godt gået.

Bestykning i den gode ende

Og HP er bestemt godt bestykket. Dog stikker processoren lidt ud, da den ”kun” er fra Intels Core i5-familie.

Men at fokusere alene på processor-typen vil være en fejl. For en nyere Core i5-processor kan let være langt kvikkere end en ældre i7.

Og i HP Elite Dragonfly G3 får du da også en 12. generation af i5-processoren. Core i5-1235U har op til 4.4 GHz med boost og 10 kerner. Den er kvik – rigtig kvik endda.

Og når maskinen samtidig er bestykket med 16 GB-hukommelse af DDR5 typen, giver det heller ikke maskinen åndenød.

Intel Iris X-grafikkortet er derimod ikke en gamers drøm, men at kalde det for sløvt, vil være en underdrivelse. Den skal kun trække 1920 x 1280 pixels, og det gør den ret let.

I praksis oplever jeg tastaturet som særdeles kompetent. Den næsten usynlige skålform, der betyder at fingerspidserne lander lidt lavere, betyder, at du rammer rigtigt. Det selvom de store taster er lidt glatte.

Touchpad er stor og klarer opgaven godt. Som forventet i prisklassen

Arbejdshest ikke gamer

Blæser-støjen er lav, men blæseren går i gang, straks du presser HP-maskinen. Og desværre også, når den blot står og venter på dig med småprogrammer kørende i baggrunden.

Det er et kendt fænomen fra HP, og der er naturligvis en kølig mening med det. Men det opleves unødvendigt, når maskinen ikke presses.

Men modsat mange tidligere modeller er denne Dragonfly rimelig tyst, når blæseren kører.

Og den kører godt. Alt fra opstart af programmer, Windows og aktioner i mere komplekse programmer eksekveres med lethed og overskud.

HP-maskinen opleves kvik, og det er den bestemt. Kun til tunge grafikopgaver og især gaming vil du mangle grafikmusklerne.

Til alt almindeligt pc-arbejde, hvis man kan kalde det det, brillerer maskinen med glans. Og det er da også det, som den er bygget til og markedsført som.

Når maskinen samtidig leverer rimelige seks-syv timers drift på en opladning, er det fornuftigt alt sammen.

Lidt speciel skærm

Den 13,5” store skærm kører kun HD og endda i lidt skævt 3:2 format. Det gør den yderst velegnet til opgaver som tekst, regneark med mere. Det spiller faktisk.

Til spil og streaming er det indlysende mindre egnet, men den kan naturligvis benyttes, hvis man kan leve med lidt sorte bjælker i top op bund.

Skærmen har god farvedybde, som dog på ingen måde er glansbillede-agtig. Det er tydeligt, at der er god lysstyrke i panelet, og farvedybden bliver automatisk bedre med større pixels.

Lækker nok?

Mange ville nok foretrække en skærm med højere opløsning, og det ville jeg også på papiret. Men i praksis fungerer det på grund af den høje kvalitet.

Så alt er godt. Spørgsmålet er bare om denne Dragonfly er pengene værd, nu prisen vejledende er omkring de 16.000 kroner.

Der er mange om buddet i dette prisleje, og jeg ville personligt have dem op mod hinanden, før jeg træffer mit valg. Men ingen tvivl om at denne HP kan være med på din top-3-liste.


Loading ikon