Twitter-brugere i titusindvis melder om kæmpe-nedbrud hos Twitter, som for tiden er under rekonstruktion efter, at hele den sociale platform i oktober blev overtaget af Elon Musk.
Ifølge Downdetector.com - der tracker webtrafik - blev Twitter ramt af problemer lige over klokken 01:00 torsdag nat dansk tid.
Inden for en time registrerede Downdetector bruger-meldinger om nedbruddet fra titusindvis af brugere i en række lande verden over.
Mange blev på Twitter mødt med en nærmest jovial fejlmeddelelse om, at “noget er gået galt, men du skal ikke ærgre dig - det er ikke din skyld.’
Britiske NetBlocks meddelte i nat, at “Twitter oplever internationalt nedbrud, der har ramt mobil-app og features - inklusive notifikationer.’
Twitters nye ejer, Elon Musk, har taget sagen ganske roligt.
På Twitter offentliggjorde han direkte adspurgt af brugere, der spurgte ham om nedbruddet, først et tweet med de tre ord: “Works for me.”
Nogle timer senere - altså i løbet af natten til torsdag dansk tid - fulgte han dog op med mere information.
Her meddelte han, at Twitter er i gang med “markante ændringer i backend server-arkitekturen,’ som skal føre til, at Twitter skal ‘opleves hurtigere’ af brugerne.
Elon Musk har i sin tid som ejer af Twitter igangsat en række markante ændringer i organisationen.
Allerede et par uger efter, at han overtog selskabet, havde han fyret hele topledelsen samt omkring halvdelen af medarbejderstaben.