Den populære pristjeneste Edbpriser.dk kommer nu under samme paraply som ugebladene Se og Hør og Billed Bladet, efter Aller-koncernen har købt internettjenesten. Det skriver Børsen.
Stenrige Aller - der sidste år fik et overskud på 175,5 millioner kroner - har lurepasset på internettet og ikke selv skudt store millionbeløb i nye tjenester.
I stedet indledte Aller sit net-togt, da koncernen sidste år købte den norske netavis Digi.no, der skriver om it-branchen.
Det opkøb er nu blevet fulgt op med overtagelsen af Edbpriser.dk, som hidtil er blevet drevet af selskabet Retail Net-Commerce System, der i 2004 fik et overskud på knap 2,8 millioner kroner.
- Mange selskaber gik på nettet bare for at komme på nettet, og det har medført store fejl- og overinvesteringer. Vi savnede et holdbart motiv, for der var ingen udsigt til, at det ville give os økonomisk fordel, siger Pål Thore Krosby, administrerende direktør hos Aller.
Opkøbet betyder, at de ansatte hos Edbpriser.dk rykker ud i Aller-koncernens lokaler i Valby.
Edbpriser er blandt Danmarks mest besøgte websites ifølge listen fra Foreningen for Danske Internetmedier (FDIM). Tjenesten gør det muligt at sammenligne priser på it-udstyr.