Mornings. Så er der ti dage til juleaften, og her leverer Computerworld lige en omgang korte men vigtige it-nyheder til dig fra nær og fjern som en slags kalendergave. Ved gavebåndet og pakkebordet: Niels Veileborg
Halvdelen af danske ofre for netsvindel får nul hjælp
Mange danskere bliver udsat for svindel på nettet. Alligevel er det et mindretal af ofrene, der opsøger eller modtager hjælp til at håndtere de digitale krænkelser. Det viser en repræsentativ rundspørge foretaget af Norstat for Telenor.
Her svarer hver fjerde, at de har været udsat for én eller flere former for digitale krænkelser. På trods af dette må ofrene oftest selv håndtere de mange problemer, som sagerne medfører.
Faktisk er det mere undtagelsen end reglen, at danskerne anmelder sager til myndigheder og forsikring eller søger rådgivning i deres omgangskreds, når skaden er sket.
I samme rundspørge svarer halvdelen eller flere af ofrene nemlig, at de slet ikke har modtaget nogen former for hjælp til at håndtere sagerne om f.eks. uønsket billeddeling eller hacking af profiler på sociale medier.
Dette står i skarp kontrast til tilsvarende sager i den fysiske verden som indbrud, hvor politi og forsikringsselskab næsten altid bliver involveret.
Svenske Öland ramt af cyberangreb
De to kommuner på svenske Öland, Mörbylånga og Borgholm, har et fælles it-system, og det er ramt af et cyberangreb, skriver ComputerSweden.
Mörbylånga har helt lukket for internetforbindelsen og har ingen mail-funktion.
Der rapporteres om, at uvedkommende har hentet data i kommunernes systemer, og at der kan gå flere dage, før systemerne fungerer igen.
Hackere til konference fandt flere huller i Samsung Galaxy
Siden 2007 har etiske hackere fra hele verden deltaget i konferencen Pwn2Own i Canada.
Her konkurrerer de om at finde så mange huller i operativsystemer og anden software som mulig, og i år fandt tre forskellige hold sårbarheder i Samsung Galaxy, skriver The Register.
Det udløste en præmie på 50.000 dollars til hvert hold. I alt blev der udbetalt præmier for næsten en million dollars.
Alle sårbarheder rapporteres til de berørte selskaber.
Musk er ikke længere verdens rigeste
Elon Musk er ifølge Forbes blevet overhalet på posten som verdens rigeste af ejeren af luksusvare-koncernen LVMH, Bernard Arnault. Det skriver ComputerSweden.
Elon Musk har angiveligt en formue på 181,3 milliarder dollars, mens Bernard Arnault lige kan mønstre 4,9 milliarder dollars mere i regnskabet.
Jeff Bezos er drattet ned på en fjerdeplads med en beskeden formue på 113,8 milliarder dollars.
Bill Gates er nummer seks på listen efterfulgt af Larry Ellison på syvendepladsen. Steve Ballmer tager 10. pladsen på listen.